Virkeligheden banker for alvor på hos den franske præsident Emmanuel Macron i disse dage – for det syntes næsten som om, han kunne gå på vandet, da han i begyndelsen af maj kom ind fra venstre og erobrede præsidentposten med et helt nyt parti uden nogensinde selv at have været valgt til det franske parlament.

Men den ellers så populære præsident er ved at falme og har taget et dyk i målingerne på 10 procentpoint siden valget, hvilket skyldes en lang række forhold, som befolkningen reagerer på.

Senest har han bebudet, at han vil lave om på de love, der får ordet nepotisme til at stå og blinke i neon. For det skal ikke længere være muligt for politikere at ansætte deres egne familiemedlemmer, mens han samtidig vil have et budget for sin kone Brigitte Macron og dermed reelt give hende status som førstedame, hvilket der ikke er tradition for i Frankrig.

Ud over det, så har han bebudet milliardbesparelser i det offentlige, og det har fået den øverstbefalende for de væbnede styrker, general Pierre de Villiers, til at indgive sin afskedsbegæring.

Macron og hans nye parti La République en Marche! red ind på den politiske scene med en popularitet, som er nærmest historisk for et nyt parti. Han bebudede forandring og håb, og mange franskmænd stemte ikke kun på ham som et fravalg af Marine Le Pen, men fordi de så ham som antiestablishment og anti elite. Men var det hele bare varm luft? I hvert fald var hans partiprogram nærmest alarmerende kort i forhold til Le Pens, og han skal bevise, at hans toner om forandring og antielite ikke blot var varm luft og populisme.

Især forslaget om reelt set at ansætte sin kone, mens han vil begrænse andre politikeres nepotisme nærmer sig tykt hykleri, og det er blevet tydeligt, at hverdagen altså også er kommet til Frankrig, og at Macron ikke kan gå på vandet, men må bevise, at han også kan føre en realpolitik, som folket tror på.