Voldtægt og tortur var hverdag for den nu 17-årige Nehad, da hun i et år blev holdt fanget af ISIS. Nu forsøger hun at etablere et normalt liv i Irak, men det er umuligt for hende at lægge oplevelserne bag sig

Det er ikke mere end to år siden, at irakiske Nehad fik ændret sit liv for altid. Hun og 27 familiemedlemmer blev kidnappet af ISIS fra deres hjemby Sinjar i det nordvestlige Irak.

Nehad blev derefter solgt som slave til en anden mand fra ISIS, som fragtede hende til Syrien. Her blev hun tvunget til at leve sammen med manden, hans kone og hans børn. I flere måneder blev hun tortureret, mishandlet og voldtaget, inden hun blev gravid.

Nehads historie er langt fra sjælden. Slaveri og voldtægt af piger og kvinder er udbredt blandt ISIS og deres tilhængere, og det anslås, at tusindvis af kvinder i øjeblikket bliver holdt fanget. Det skriver Buzzfeed.

Ar på sjælden

For Nehad varede mareridtet lidt over et år. Derefter lykkedes det hende at flygte fra den mand, som holdt hende fanget. Sin nyfødte baby måtte hun efterlade, da hun stak af. Selvom hun først var ulykkelig over at være blevet gravid, havde hun svært ved at tage af sted uden sin lille søn, og efterfølgende har han fyldt meget i hendes tanker.

I dag er Nehad 17 år gammel og bor igen i Irak. Hun bruger sin fritid på at chatte med sine venner på de sociale medier. Hun ser film og tv-serier, farver sit hår med veninderne og får lagt makeup i den lokale salon. Hun gør alt, hvad hun kan, for at leve et normalt teenageliv, som det, hun levede, inden hun blev taget til fange.

Men uanset hvor ihærdigt hun forsøger at glemme, er det umuligt. De traumatiske oplevelser har sat deres spor. Især påvirker det hende, at hendes søskende endnu ikke er vendt tilbage.

»Oplevelserne har påvirket mig rigtig meget rent psykisk. Jeg tænker konstant på det, og det er ikke slut for mig endnu. Min tro hjælper mig med at klare mig, men jeg venter stadig på, at mine søskende vender tilbage, og indtil de kommer hjem igen, vil det forsætte med at påvirke mig. Smerterne har flået mit liv i stykker,« siger Nehad til Buzzfeed.

Må trøste forældrene

Ifølge Buzzfeed bor Nehad sammen med sine forældre, som er lykkelige over, at de har fået deres datter hjem igen. Men fordi flere af Nehads søskende stadig er forsvundet, er der ikke meget glæde i familien.

Nehad fortæller, at hun er nødt til at være den stærke i familien, fordi hendes forældre er så kede af det. Derfor går hun meget alene med sine tanker og forsøger at undertrykke, hvordan hun egentlig har det.

Hun drømmer om at færdiggøre sin uddannelse, om at blive lærer og om at blive gift og starte sin egen familie. Men lige nu bruger hun alle sine kræfter på at klare sig gennem hverdagen og på at sørge for, at hendes forældre ikke bryder sammen.

Nehad forklarer, at det er umuligt at finde ord for, hvor forfærdeligt hun har haft det, og at hun har svært ved at affinde sig med, at bagmændene er sluppet godt af sted med det, de har gjort. De mørke tanker fylder meget, og selvom hun har besluttet at leve et normalt liv, er det endnu ikke muligt.

Psykologhjælp er nødvendig

At Nehad er påvirket af sine oplevelser kommer ikke bag på Dr. Ali Muthanna, som er regional direktør for hjælpeorganisationen AMAR Foundation i Irak. Til Buzzfeed fortæller han, at kvinder som Nehad ofte lider af depression, angst og posttraumatisk stress, efter at være blevet holdt fanget af ISIS.

Enkelte af de kvinder, han har mødt, har haft så svært ved at vende tilbage til hverdagen, at de har skadet dem selv eller i værste tilfælde taget deres eget liv. Derfor understreger Dr. Ali Muthanna, at der er utrolig vigtigt, at de tidligere ISIS-fanger får tilbud psykologhjælp.

I det nordlige Irak findes flere centre, hvor kvinder som Nehad kan få hjælp. Mange af centrene har dog svært ved at finde nok uddannede psykologer.