Flot bud, men ikke højt nok.

Det er beskeden, som AGFs sportslige ledelse har modtaget, efter inden for de seneste uger at have sendt et bud af sted til den australske klub Western Sydney Wanderers. Her vil AGF have fingrene i det australske midtbanetalent Keanu Baccus, som er en stor profil.

Derfor har aarhusianerne da også jagtet ham i hvert fald siden vinterens transfervindue. Dengang blev Superliga-klubbens tilnærmelser også venligt, men bestemt afvist. Det afslører B.T.-podcasten Transfervinduet i denne uges udgave. Hør mere i afspilleren herover.

Keanu Baccus forlængede i februar sin kontrakt med A-League-klubben Western Sydney Wanderers, så den går frem til 2022, hvorfor klubben kan kræve en pæn sum for ham.

Keanu Baccus i aktion til højre.
Keanu Baccus i aktion til højre. Foto: PETER PARKS
Vis mere

Australierne vil således ikke slippe ham, hvis ikke AGF eller andre rammer den prissætning, som den ønsker. Derudover er der angiveligt et par andre betingelser, som klubben ønsker at få opfyldt.

Men der skulle ikke være så langt mellem parterne, som der var i januar, hvor Wanderers krævede en noget højere pris, som dog ikke er Transfervinduet bekendt.

22-årige Baccus, som spiller på det australske U21-landshold, er en dygtig midtbanespiller, som er udset til at være erstatning for hans landsmand Mustafa Amini, der står til at forlade AGF denne sommer. AGF har før haft held med at hente australske talenter til Superligaen. Foruden Amini råder klubben over australierne Alex Gersbach og Zachary Duncan.

Transfervinduet er B.T. Sports ugentlige fodboldpodcast, hvor panelet dykker ned i rygter og transferudviklinger. Og så bliver lytternes egne transferrygter behandlet i #andellerej-segmentet.