Det lyder som noget for frygtelig længe siden …

Men søndag, når landets bedste Tour de France-ryttere pudser formen af til DM i Aalborg, så bliver det – efter den galopperende coronasmitte blandt rytterne – med den helt store covid-19-inddæmning.

Det meddeler Danmarks Cykle Union nu officielt ud.

»Vi minder alle om, at vi har en række cykelryttere til start, som skal videre til store internationale løb, herunder Grand Depart i Danmark. Vi beder derfor alle være påpasselige.«

Sønderborg forbereder sig til 3. etape af Tour de France, men lige nu hærger corona i feltet.
Sønderborg forbereder sig til 3. etape af Tour de France, men lige nu hærger corona i feltet. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

For både presse og ryttere bliver det også velkendte regler, der hives frem, fastslår direktør i DCU Martin Elleberg.

Der skal bæres mundbind, der skal helst holdes to meters afstand, håndtryk og kys og kram er bandlyst, spritdispensere er fundet frem, og der etableres afspærret parkering, som udelukkende er for team og ryttere – og dermed afspærret for publikum.

Flere ryttere har allerede meldt fra til det franske visit i Aalborg.

»De kommer jo ikke allesammen, men vi gør det her for at signalere, at hvis de kommer, så gør vi, hvad vi kan for at beskytte dem,« siger direktøren til B.T.

DM-løbet søndag var ellers kransekagefiguren på 'DM-ugen', som er rullet ud i Nordjylland med pomp, pragt og prestige.

Foreløbig er det de Tour-aktuelle stjerner Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen og Søren Kragh Andersen, der ifølge DR har meldt decideret afbud af de 25 danske World Tour-ryttere. Michael Valgren er skadet.

Om der kommer flere afbud, tør Martin Elleberg ikke sige, men restriktionerne er et signal til Tour-rytterne. »Det er derfor, vi gør det,« siger han.

Kan aflysning komme på tale?

»Nej, det kan ikke komme på tale. Vi er jo heldigvis i et land uden restriktioner.«

Men kan det ende i, at rytterne kan blive mødt af krav om eksempelvis negativ test inden start?

»Det har vi selvfølgelig også vendt, men det er ikke på tegnebrættet. Det er de nuværende værktøjer, vi ved, der virker. Skal vi i gang med test, er vi ude i, om det overhovedet er muligt i Danmark. Er det så selvtest? Og hvor valide er de?« spørger DCU-direktøren retorisk og fastslår, at drømmen om at se Dannebrog-trøjen i Tour-feltet stadig lever.