Kammeradvokatens uvildige rapport om forholdene i dansk elitesvømning i perioden 2003 til 2014 har siden dens offentliggørelse for en uge siden vakt enorm opsigt.

Det skyldes ikke mindst, at Team Danmark sammen med Danmarks Idrætsforbund har henvendt sig til Anti Doping Danmark om, hvorvidt der er grundlag for at indlede en nærmere undersøgelse af et eventuelt brud på WADA's kodeks angående udlevering af udenlandsk medicin til elitesvømmerne, mens nu afdøde Paulus Wildeboer var landstræner.

Nu ytrer Dansk Svømmeforbunds formand Lars Jørgensen sig i sagen.

»Det er for mig vigtigt, at vores svømmere fra den periode ikke skal kunne belastes af, at en træner klart overtrådte vores regler. Derfor bakker vi fuldt op om, at Anti Doping Danmark nu ser på sagen – og vi vil bidrage med, hvad vi kan i den sammenhæng,« skriver han til B.T. i et mail-interview.

Paulus Wildeboer i samtale med den tidligere topsvømmer Rikke Møller Pedersen, der nu er ansat som vært på TV 2's sportsredaktion.
Paulus Wildeboer i samtale med den tidligere topsvømmer Rikke Møller Pedersen, der nu er ansat som vært på TV 2's sportsredaktion. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

Hvad mener Dansk Svømmeunions ledelse om konklusionerne i Kammeradvokatens rapport?
»Vi har taget den til efterretning. Da vi i perioden 2003-2012 havde de to internationale profiler, Mark Regan og Paulus Wildeboer, ansat som landstrænere, var det en meget stor omvæltning for dansk landsholdssvømning – både for udøverne og for vores ledelse. Vi må erkende, at vores daværende sportslige ledelse havde svært ved at tøjle disse to trænere, og at det desværre fik negative konsekvenser for nogle unge mennesker på det tidspunkt. På vegne af hele svømmedanmark vil jeg gerne give en dybtfølt undskyldning til de svømmere og andre tilknyttet dansk landsholdssvømning, der har oplevet den helt uacceptable træneradfærd, vi har hørt om.«

Har sagen givet interne rystelser i Dansk Svømmeunion?
»Ja. Når man går til idræt – og det gælder også svømning – så handler det om at være en del af et fællesskab, at bevæge sig, at udvikle sine kompetencer – og først og fremmest at have det sjovt. Det er det, idrætten skal stå for – og det gælder også dansk landsholdssvømning.«

Hvordan vil I undgå, at sagen gentager sig?
»Dansk Svømmeunions elite- og landsholdsarbejde er et helt andet sted i dag, hvilket jeg synes, at Kammeradvokatens rapport også bekræfter. Siden 2013 har vi haft en anden sportslig ledelse og andre landstrænere på bassinkanten. Vi har både siden begyndelsen af 2013 og også i det seneste trekvarte år indført en lang række ting, der skal forhindre en gentagelse af de ting, DR fandt i forbindelse med produktionen af deres dokumentar (Svømmestjerner – under overfladen, red.) sidste år. Som et eksempel har vi iværksat et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på svømmesportens træningsmiljøer i forhold til atleters trivsel og mentale sundhed.«

Har I tænkt jer at give de chikanerede svømmere en officiel undskyldning?
»Vi har igennem hele forløbet – og også i forbindelse med pressemødet hos Kammeradvokaten – sagt undskyld og taget afstand fra den træneradfærd, Mark Regan og Paulus Wildeboer stod for, og jeg vil gerne gentage min dybtfølte undskyldning til de svømmere og andre tilknyttet dansk landsholdssvømning, der har oplevet den helt uacceptable træneradfærd, vi har hørt om. Fra Dansk Svømmeunions side har vi siden DR’s udsendelse sidste forår koncentreret os om at vise omsorg for og opbakning til de atleter, der har stået frem og fortalt deres historie. Vi har kontaktet dem, der har stået frem med historier, vi ikke kendte til i forvejen. Dem har vi tilbudt vores hjælp, og vi har sagt undskyld og forsikret dem om, at vi vil gøre, hvad der er muligt for at forhindre, at unge atleter i fremtiden skal opleve, hvad de har oplevet.«

Pia Holmen Christensen er blevet fyret som direktør i Dansk Svømmeunion.
Pia Holmen Christensen er blevet fyret som direktør i Dansk Svømmeunion. Foto: Lea Meilandt Mathiesen
Vis mere

Hvor meget har sagen kostet jer i kroner og ører?
»Det kan jeg ikke svare på, men sagen har haft mange omkostninger – menneskelige og økonomiske. Det har i det hele taget været en hård periode for vores ledelse og for mange af vores medarbejdere og frivillige – og ikke mindst vores svømmere. Jeg vil gerne takke dem alle for en dedikeret indsats. Vi har sammen fået igangsat en lang række initiativer – lige fra forskning og strategier til mere praktiske initiativer – der skal sikre, at den slags hændelser, vi har hørt om, ikke sker igen. Der skal være ordentlige forhold for alle i vores elskede idræt – også de, der kæmper for medaljer til Danmark.«

Føler du, at sagen har kostet dyrt på jeres ry i dansk idræt?
»Dansk Svømmeunion har fået et ordenligt hak i tuden for vores manglende evne til at tøjle de to internationale trænerprofiler, Mark Regan og Paulus Wildeboer, da de var landstrænere i perioden 2003-2012. Vores sportslige ledelse svigtede i den sammenhæng, og det fik desværre negative konsekvenser for nogle unge mennesker på det tidspunkt. På den lange bane tror jeg på, at vi også vil blive bedømt på, hvordan vi håndterer denne kritiske situation.«

Var det nødvendigt at afskedige direktør Pia Holmen?
»Vi er i bestyrelsen blevet enige med vores mangeårige direktør, Pia Holmen, om, at hun stopper som direktør for Dansk Svømmeunion. Det er helt i Pias ånd, at intet må stå i vejen for en fortsat positiv udvikling i dansk svømning, og derfor er Pia også helt indforstået med dette for os drastiske skridt. Dansk Svømmeunion er kendt for dygtige svømmere, der kæmper for internationale medaljer til Danmark, men vi er meget mere end det. Vi arbejder først og fremmest med det formål, at alle skal lære at svømme og passe på sig selv og andre i og ved vandet, og så driver vi for eksempel også en kystlivredningstjeneste. Vi har i dag over 191.000 medlemmer, hvilket mig bekendt er det højeste medlemstal i Dansk Svømmeunions historie. Det er således et forbund i god form, med et klart mål og nogle dygtige og dedikerede medarbejdere og frivillige, som Pia nu efterlader sig.«

Skal der ansættes en ny direktør, eller har I planer om at organisere jer anderledes fremadrettet?
»Det hele er gået meget hurtigt, siden vi midt i sidste uge fik overrakt Kammeradvokatens rapport i udkast. Derfor brugte vores bestyrelse i sidste uge mange timer på at gennemlæse og behandle rapporten, og i sidste ende førte det altså til, at Pia Holmen stopper som direktør for Dansk Svømmeunion. Der ligger et kæmpe arbejde foran os med at få en ny ledelse i Dansk Svømmeunion på plads og med fortsat at sikre de bedst mulige forhold for vores dygtige landsholdssvømmere – både de, der træner på vores Nationale Trænings Center, og for dem, der træner i andre miljøer. Det er derfor her, vi nu retter vores fokus.«