Erik Rasmussen ved ikke, om han er købt eller solgt, efter Canal 9 har mistet rettighederne til at vise Superligaen

Med SBS Discovery, som er nye ejere af rettighederne af Superligaen, kan der også følge andre kommentatorer med. Men endnu er det usikkert, hvad der kommer til at ske.

Udover rettighederne til Superligaen har SBS Discovery også en købsoption på Canal 8 Sport og Canal 9 fra C More, der mister deres rettigheder efter den kommende sæson.

Produktionsselskabet bag Canal 9’s Superliga-dækning, Monday, vil dog ikke blive en del af samarbejdet for SBS Discovery, da de selv kan stå for produktionen. Det fortæller direktør i SBS Anders Antonsen.

Det stiller Mondays eksperter og kommentatorer, der huserer på Canal 9, i et limbo, hvor de ikke ved om, de er købt eller solgt efter denne sæson.

Derfor kan stolelegen for alvor begynde, da SBS Discovery efter BTs oplysninger ikke er interesserede i at overtage kommentatorerne fra det nuværende hold på Canal 9.

En af de eksperter, der derfor ikke længere kan føle sig sikker på et kommentatorjob, er tidligere FCM og AGF-træner Erik Rasmussen.

- Jeg er ikke blevet stillet noget i udsigt, men jeg ved jo også, at denne branche er meget omskiftelig. Vi må se, hvad der kommer af tilbud, siger Erik Rasmussen.

- Jeg har først lige fået det at vide i dag, at rettighederne er kommet over til SBS, så jeg aner ikke, hvad der skal ske.

Han fortæller også, at han kender det fra trænerverdenen, hvor meget kan ske. Erik Rasmussen holder desuden fast i, at hans kontrakt løber ét år endnu med Monday, hvor han har været godt tilfreds.

Hos SBS Discoverys sportschef, Jes Holm Andersen, møder man et lignende svar i forhold til, hvad fremtiden byder sig på kommentatorfronten, når Superligaen bliver spillet over på SBS Discoverys fødder.

- Det er først noget, vi vil afgøre efter sommerferien. Det er alt for tidligt at spekulere i, hvad der kommer til at ske, når vi skal sende Superliga, siger Jes Holm Andersen.

Han lægger dog ikke skjul på, at man allerede har dygtige kommentatorer som blandt andre Morten Bruun og Peter Piil, der denne sommer er udlånt til DR i forbindelse med kanalens dækning af VM i Brasilien.