Lyt til artiklen

Der er dårligt nyt for Esbjerg-fans. Holdets højreback Ryan Laursen er blevet ramt af kyssesyge og er derfor ude i 'adskillige uger'. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

»De seneste to uger har jeg haft det, som om jeg manglede en lunge. Når jeg forsøgte at træne, havde jeg ikke luft og energi til at arbejde fuldt med. Jeg har dog nået at træne så meget, at mine levertal er blevet høje, og nu skal kroppen komme sig oven på anstrengelsen. Sygdommen udvikler sig individuelt, og jeg håber, at jeg kan begynde at træne igen efter de to til fire uger. Det er meget op til mig selv at mærke, hvor langt jeg er,« siger Ryan Johnson Laursen i en pressemeddelelse og fortæller videre, at det bliver svært at se til fra sidelinjen.

»Når man får at vide, at man i flere uger ikke må dyrke noget sport overhovedet, og at man ikke må gøre det, man står op for hver dag, er det psykisk meget hårdt.«.

Ryan Laursen har ikke været i aktion for Esbjerg i de seneste fire superliga-kampe. Holdets vikarierende træner, Michael Pedersen, fortæller, at de har spillere, der kan dække pladsen - men at holdet uden 23-årige Laursen er tvunget til at spille på en anderledes måde.

»Vi har klaret os uden Ryan indtil nu, men har ikke nogen spillere, der kan erstatte hans offensive kvaliteter. Daniel Stenderup er rykket fra midterforsvaret ud på backpladsen, og han har gjort det fint defensivt og mere og mere frigjort offensivt. Men vi må spille lidt anderledes, når vi ikke har en backtype som Ryan,« siger han.