Efter ugens europamesterskab i drage-sejlads havde kronprins Frederik og Mary en festlig sidste aften i byen Kinsale i Irland. Kronprinsen og hans to gaster i båden »Nanoq« sluttede samlet som nummer fire.

Flere gange under ugens sejlads er Kronprinsen villigt og smilende stillet op til interview, men så snart talen faldt på Mary Donaldson på sidstedagens briefing, blev der lukket i.

Det samme skete, da kæresteparret mødte op til sejlerfesten lørdag aften. Selv om de ankom sammen, gik de flere meter fra hinanden. Der blev heller ikke smilet eller blot sagt godaften. Begge kiggede ned i jorden, og de hastede forbi den fremmødte presse og ind i festlokalet.

Efter Kronprinsens åbenlyse glæde og stolthed over at være blevet nummer fire ved et EM var det nu den lukkede og lidt mutte udstråling, Kronprinsen viste.

Efter sidste sejlads havde Kronprinsen ellers med smil i øjet indikeret, at der skulle damer med til sejladsens festlige afslutning. »Jeg har øjne i hovedet, men det ved jeg ikke, om du har?« spurgte han på pressemødet.

Hans australske kæreste havde da også tilbragt det sidste par dage i den idylliske by Kinsale. Og da kronprins Frederik og gasterne havde fået deres båd på land, fortsatte han og Mary til »Trident Hotel«, lige ned til havnen, hvor de boede under sejladsen, og gjorde sig klar til aftenens festmiddag.

Turen tilbage til hotellet blev taget ad bagvejen, så Kronprinsen og Mary kunne gå i fred for pressen og andre nysgerrige blikke. To timer senere ankom kronprins Frederik og Mary til festmiddagen og præmieoverrækkelsen i selskab med de to gaster Kasper Harsberg og Lars Hendriksen. Mændene var ens klædt på i lyse bukser og jakke, mens Mary ankom i et meget elegant sort sæt med høje sølvstiletter.

Også Kasper Harsbergs kæreste Berit Lorentzen og Lars Hendriksens kone Lone Hendriksen var med til festen. Det er de to, som Mary har hygget sig med i ventetiden under sejladsen, hvor de sammen har tilbragt tiden med at shoppe og gå på café i byen. Efter festen vendte kronprins Frederik og Mary tilbage til hotellet, som de forlod tidligt i går morges.