»Er jeg for sart,« spørger en kvinde, hvis mand vil have sex med andre kvinder.

Hvis du vil skrive til B.T.s sexbrevkasse, så kan du gøre det helt anonymt til sexbrevkassen@bt.dk. Skriv blot din alder og køn, så svarer vores eksperter.

Jeg er en 27-årig kvinde, der har været sammen med min partner i ti år.

Min mand er 31 år. Inden vi mødtes, havde jeg en 'vild' ungdom. Jeg har haft sex med flere mænd og et par enkelte kvinder. Min partner har til gengæld kun været sammen med mig.

Vi har altid snakket om, at han gerne vil prøve at være sammen med en anden kvinde. Han er nysgerrig, og han har en stor sult på det seksuelle.

Jeg stoler på ham og ved, at han fortæller mig alt, hvad der foregår i hans og vores liv.

Jeg har stadigvæk kun brug for og lyst til ham, med tiden vil jeg dog gerne åbne vores forhold. Så nu til mit spørgsmål:

Min mand går til en blandet herre-/damesport og har spurgt mig, om han må tage chancen, hvis den skulle opstå ved en fest eller efter træning.

Jeg anerkender hans lyst – og at det en dag skal lade sig gøre. Men det går mig på, at det skal være med en person, han skal se igen til sport. Jeg forestiller mig, at jeg bliver grøn af jalousi.

Er jeg sart? Og hvorfor går det mig på, at det er en tilfældig pige fra sport og ikke en fra en swingerklub?

Jeg tror, din mand er fanget i en illusion, lyder et bud fra psykolog Frej Prahl.
Jeg tror, din mand er fanget i en illusion, lyder et bud fra psykolog Frej Prahl.
Vis mere

Svar fra psykolog og parterapeut Frej Prahl:

Helt kort: Så tror jeg ikke rigtigt på det.

Det er synd for din mand, at han ikke har haft andre, men jeg tror, I risikerer jeres forhold, hvis I åbner det op. For det lyder ikke, som om du er der – i hvert fald ikke lige nu.

Jeg kan godt forstå nysgerrigheden, men tror også, din mand er taget til fange i en illusion. Han skal tænke over, hvad det er, han skal have ud af det. For det er ikke omkostningsfrit, at han får den oplevelse.

Spørg ham om, hvad han tror, han vil kunne gøre anderledes, hvis han får den oplevelse?

Er det virkelig vigtigt for ham, foreslår jeg, at I i stedet tager en pause på et halvt år og fyrer den af med nogle andre.

Skal projektet lykkes, mens I er sammen, skal I kunne tale om jeres følelser og være gode til det på forhånd. For I gambler med jeres forhold – især, hvis det er én, han skal se igen.

Alternativt kan I tage i swingerklub, hvor der er mere klare præmisser. Følelsesmæssigt er der ikke så meget på spil, der er mere klarhed og gennemsigtighed, og I er begge en del af det – så du skal ikke forestille dig alt muligt.

Har I et aktivt sexliv, kan I også 'lege sammen'. Han kan for eksempel invitere dig ud på date og lege, at du er en fremmed kvinde.

Og så til spørgsmålet: Er du for sart?

Lad være med at dømme dig selv – eller ham. Du har det på én måde. Han har det på en anden. Begge dele er o.k., så vær åbne over for hinandens ønsker og undersøg konsekvenserne.

Følg din mavefornemmelse, lyder rådet fra sexolog Sara Skaarup.
Følg din mavefornemmelse, lyder rådet fra sexolog Sara Skaarup.
Vis mere

Svar fra sexolog og parterapeut Sara Skaarup:

Nej, du er ikke for sart. Jeg synes derimod, at du er rummelig og meget kærlig, at du vil give ham en oplevelse, som du selv har haft glæde ved.

Men når man vover sig ud i noget nyt, der føles risikabelt, SKAL man følge sin mavefornemmelse, og det er vigtigt, at det sker i en kontrolleret form.

Lav på forhånd klare aftaler om, hvad der er 'go' og 'no-go'. Aftal, hvis der er noget, han ikke må gøre med andre, det kan for eksempel være særlige måder, I har sex på, eller ting, I siger til hinanden, og som er reserveret kun til jer.

Hvis det føles trygt at vide, hvem og hvor han skal møde en anden, så aftal, at han siger til, før det sker. Og kridt for eksempel banen op over for den tredje part, så hun ved, at han ikke er kærestepotentiale.

Er du bange for at blive jaloux, giver det mening at lade oplevelsen foregå mere anonymt i en sexklub, frem for med én, han skal se igen.

Lov hinanden, at I gør ét eksperiment, og så evaluerer I det, inden I gør det igen.

For en ting er, hvad man forestiller sig, noget andet, hvordan det føles, når det bliver virkelighed.