Forfatter Cana Buttenschøn har været udsat for fuldstændig at miste troen på sig selv som mor.

Jeg tænkte, at jeg ikke kunne være hans mor.«

Ordene kommer fra Cana Buttenschøn, og hun har oplevet den værste form for mom-shaming.

Begrebet mom-shaming dækker over de bebrejdelser og den kritik, en mor skal høre på fra andre, når hun opdrager sine børn.

Det kan være på alle områder, fra ernæring og kost til fjernsynstid og IPad-tid, fra sengetider til skældud. Der findes et hav af tilfælde, hvor andre mennesker synes, det er o.k. at kritisere forældre for deres børneopdragelse.

Men for blogger og forfatter Cana Buttenschøn var det en helt anden, der udsatte hende for mom-shaming. Det var hende selv.

»Jeg kan huske, da min første søn bare var et par dage gammel, og jeg ikke kunne få amningen i gang. Da han vågnede midt om natten og var sulten, havde jeg intet overskud,« siger hun.

Hun gik ud under bruseren og græd over det manglende overskud. Da hendes daværende mand ville høre, hvad der var galt, svarede Cana Buttenschøn tøvende:

»Vi er nødt til at give ham væk til nogle andre, for jeg er ikke god nok.«

Den oplevelse har lært hende, at den værste til mom-shaming er én selv.

En ny undersøgelse fra et amerikansk børnehospital i Michigan viser, hvor udbredt mom-shaming er, når det kommer fra andre. Her svarede over halvdelen, nemlig 61 procent, at der var blevet sat spørgsmålstegn ved deres måde at opdrage børnene på.

Her var nogle af de mest populære emner inden for mom-shaming kost og ernæring, børnenes disciplin, søvn og sikkerhed. Men det var også især spørgsmålet om amning eller flaske, der kunne hidkalde andres ‘gode råd’ eller kritik.

Vil gerne være perfekte

Cana Buttenschøn er mor til to drenge på henholdsvis tre og seks år, og for hende var amningen også et meget ømtåleligt emne. Hun har også som mor hørt på gode råd fra andre, især om børnenes vægt, men her har hun været sikker i sin sag og vidst, at hun kendte sine børn bedst. Men da hun som nybagt mor blev ramt af udfordringerne med amningen, var hun tynget af, at hun ikke troede nok på sig selv.

»Jeg tror, det udspringer af, at vi gerne vil være perfekte mødre alle sammen, også selvom vi ikke indrømmer det. For vores børn er ‘godt nok’ ikke godt nok. De skal have det allerbedste, og vi vil ikke være tilfredse med mindre. Derfor er vi også utrolig hårde overfor os selv,« siger forfatteren.

Den hårde periode var en af grundene til, at Cana Buttenschøn besluttede at give en kærlig håndsrækning til nybagte mødre, nemlig bogen ’40 uger efter’.

Hun har altid selv prøvet at huske på, at andres gode råd kommer fra et godt sted, men der er én ting, hun klart vil opfordre nybagte mødre til:

»Du skal aldrig finde dig i det, hvis du kommer til at føle dig som en dårlig forælder. Hvis den følelse opstår, fordi nogen har sagt noget til dig, skal du helt klart sige fra. Men husk at tænke over, om følelsen måske kommer fra et sted indeni dig selv,« siger forfatteren.