Sidste weekend rasede stormen Malik i Danmark.

For en række borgere i Seden Strandby ved Odense Fjord, hvor man er ekstra udsat ved stormflod, blev det en weekend præget af frygt for oversvømmelser.

Prognoserne var ildevarslende, og netop derfor undrede man sig såre over, at der var tilgængelige hjælpemidler, man ikke kunne låne.

»På et tidspunkt fik vi at vide, at varslingen lød på 1,93 meter forhøjet vandstand,« siger Anders Rasmussen, som er en del af grundejerforeningen i Seden Strandby.

»Derfor kan det også undre, at man har en såkaldt watertube liggende, som kunne have hjulpet os eller andre på Fyn. En watertube, der ikke blev brugt under Malik.«

Her den del af watertuben, som blev sat op ved plejecentret Næsbyhoved Plejecenter. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)
Her den del af watertuben, som blev sat op ved plejecentret Næsbyhoved Plejecenter. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix) Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

En watertube er en stor, flytbar form for dæmning, man kan fylde med vand. Den skal sættes op, inden en eventuel stormflod rammer.

»Man kan jo godt spekulere over, hvad der så skal til, inden man rykker ud med en watertube. Nu gik det heldigvis ikke så galt, som vi frygtede, men det var der jo ingen, der kunne vide inden,« siger Anders Rasmussen.

Men den flytbare dæmning blev altså aldrig sat op i Seden Strandby.

»Vi rykker ud, efter den plan, der er. De tre parametre, som gør, at vi rykker ud med en watertube, er, når der er menneskeliv i fare, der er fare for samfundsvigtige institutioner, eller kritisk infrastruktur kan blive berørt,« siger vicedirektør ved det fælleskommunale Beredskab Fyn René Cording Jensen.

Næsbyhoved Plejecenter var under stormen det eneste sted på Fyn, man plantede en watertube.

Med andre ord fik man aldrig brug for al den flytbare dæmning, Beredskab Fyn har liggende, og som altså er øremærket til at beskytte offentlig ejendom.

Netop fordi den ikke skulle bruges andetsteds, undrer det Anders Rasmussen, at man ikke kunne låne den i Seden.

»Når man har den liggende, så synes jeg, det er forrykt, at man ikke kan låne den ud til os, når der er de varsler, der var ved Malik. Hvis ikke dér, hvornår så?«

Lørdag, mens stormen rasede, var Anders Rasmussen og naboerne i fuld gang med at fylde massevis af sandsække. De frygtede de ødelæggelser, de voldsomt høje prognoser for vandstanden ville medføre.

Niels Lino, Marianne Lino og Niels Damsted Lundgreen fylder sandsække for at beskytte området i Seden Strandby.
Niels Lino, Marianne Lino og Niels Damsted Lundgreen fylder sandsække for at beskytte området i Seden Strandby. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

De seneste syv år har man arbejdet for, at der skulle laves et dige imellem fjorden og Seden Strandby.

For halvandet år siden blev det da også vedtaget, at det dige skulle laves, men der er stadig ikke sket meget.

Kan du ikke forstå, at man i Seden Strandby undrer sig over, at der er en watertube, der bare ligger, uden man bruger den?

»Jo, det kan jeg sagtens forstå, og jeg har også meget sympati for de husejere, som frygter for deres ejendom, hvis jeg tager borgerperspektivet,« lyder det fra vicedirektør René Cording Jensen.

»Men vi er samtidig også nødt til at forholde os til de planer, som er udarbejdet på baggrund af et samarbejde med kommunerne.«

B.T. har over flere dage forsøgt at få en forklaring fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), da han – sammen med de øvrige fynske borgmestre – sidder i beredskabskommissionen, som er netop det forum, hvor man fastlægger de rammer, som beredskabet arbejder under.

Borgmesteren har ikke ønsket at stille op til interview.

Mens der altså kun var et enkelt stykke watertube i brug sidste weekend i det fynske område, valgte Frederikssund Kommune til sammenligning at lægge watertubes ud i Frederikssund by, ved Kignæs i Jægerspris, ved Hyllingeriis og flere andre steder.

Det skriver sn.dk.