Det, der egentlig også skulle have været til gavn for borgerne i Dragør, er i stedet endt med en udskamning af et familiefirma.

Det fortæller medejeren af Amager Rullegræs til TV 2 Lorry.

Firmaet har efter aftale med kommunen tømt en af byens strande for tang – til glæde for de lokale, der kan gå på en tangfri strand til sommer.

Til gengæld har firmaet fået lov at bruge tangen som næring til deres græsmarker.

Men den proces udskiller en lugt, der leder tankerne hen på råddenskab, og det har fået borgere i byen til at harcelere over firmaet på de sociale medier.

Her skriver de blandt andet, at firmaet er ligeglade med andre mennesker, fordi de spreder »den ulidelige lugt, vi alle må lider under.«

»Vi bliver hængt ud på Facebook. De skriver, at vi er nogle egoistiske mennesker. Vi er en lille familievirksomhed, så når de her ting bliver skrevet, så kan man ikke lade være med at tage det personligt,« siger Julie Holm Sørensen, der driver virksomheden med sine forældre og sin bror.

Hun synes, det er grænseoverskridende at læse de mange kommentarer, og derfor appellerer hun til, at man husker på, at der sidder rigtige mennesker og læser med.