Når Københavns Kommune køber hundedyre konsulenter og advokatydelser, bryder den både loven og de interne regler i kommunen.

Det fremgår af en dugfrisk rapport fra den kommunale vagthund Intern Revision.

Reglerne skal ellers sikre, at skatteborgerne i kommunen får noget for pengene, når den køber bistand til flere tusinde kroner i timen i stedet for at bruge egne medarbejdere.

»Rapporten viser, at helt almindelige regler ikke overholdes, og at der reelt er risiko for, at man sviner med skatteborgernes penge,« siger Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre og en del af Intern Revision.

Forvaltningerne i Københavns Kommune har svært ved overholde reglerne, når der skal hyres konsulenter og advokater.  
Forvaltningerne i Københavns Kommune har svært ved overholde reglerne, når der skal hyres konsulenter og advokater.   Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Helt konkret har Intern Revision fundet ud, at der i 11 af 21 udtrukne fakturaer er problemer i forhold til at overholde reglerne.

I to tilfælde er udbudsloven ikke overholdt.

I ni tilfælde mangler der dokumentation for, at ydelserne er bedst og billigst.

Stikprøverne er taget fra alle kommunens syv forvaltninger.

Blandt andet fremgår det, at Økonomiforvaltningen, som har overborgmester Frank Jensen som politisk chef, købte revisionsbistand fra firmaet BDO uden at benytte den relevante rammeaftale. Derfor skulle opgaven have været i udbud. I alt blev der købt bistand for 1,9 mio. kroner.

Derudover konkluderer rapporten fra Intern Revision, at kommunens medarbejdere ved indkøb af advokatydelser kun bruger advokathuse med rammeaftaler hver tredje gang.

Rammeaftalerne sikrer kommunen ydelserne til en favorabel pris.

»Kun i 35 procent af tilfældene bliver rammeaftalerne brugt. Det er beskæmmende. Rammeaftalerne er kommunens garanti for, at den ikke køber alt for dyrt ind,« siger Socialdemokraternes Lars Weiss, der også er medlem af Intern Revision.

I seks af de 21 tilfælde mangler der desuden skriftlig dokumentation på de indgåede aftaler.

Overborgmester Frank Jensens økonomiforvaltning har ligesom resten af kommunen problemer med at overholde reglerne, når Københavns Kommunen hyrer konsulenter og advokater.
Overborgmester Frank Jensens økonomiforvaltning har ligesom resten af kommunen problemer med at overholde reglerne, når Københavns Kommunen hyrer konsulenter og advokater. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Dette kritiseres af revisorerne, der slår fast, at der skal ligge en skriftlig aftale på ydelser, der koster mere end 100.000 kroner.

Rapporten fra kommunens revisionsvagthunde kommer i kølvandet på, at B.T. har afdækket, hvordan en specifik advokat, Anders Valentiner-Branth fra firmaet Nielsen Nørager, igennem tre år blev hyret for 14,8 millioner kroner af Teknik- og Miljøforvaltningen, uden at opgaverne kom i udbud.

I sagen blev der ikke lavet skriftlig kontrakter. De skete mundtligt. Advokaten havde heller ingen rammeaftale med kommunen.

Alligevel fik han i eksempelvis 2018 udbetalt et højere honorar end firmaet Horten, som kommunen har en rammeaftale med. I alt fik han 7,8 millioner kroner.

Intern Revison mener, at kommunes brug ekstern bistand kan være problematisk.

'Brugen af ekstern bistand i visse tilfælde være fordyrende for kommunen, f.eks. hvis opgavens formål ikke står i et rimeligt forhold til udgiften til den eksterne bistand, eller hvis kompetencerne burde være til stede i forvejen eller med fordel kan rekrutteres,' står der i rapporten.

De syv forvaltninger har taget kritikken til efterretning og vil nu stramme op på de interne procedurer, fremgår det af rapporten.

»Vi skal selvfølgelig sørge for at overholde regler og retningslinjer, når vi bruger eksterne konsulenter og advokater. Derfor har vi i alle forvaltninger skærpet tilsynet med køb af ekstern bistand, så der ikke kan herske tvivl om, at det sker bedst, billigst og efter bogen,« skriver direktør Mads Grønvall fra Økonomiforvaltningen.