Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Rugbrød, et mærkeligt sprog og sne. Hvid, uberørt sne. Det er noget af det første, Selvedina Memišević husker fra sin tid i Danmark.

»Hvid sne, masser af sne. Det var ikke blodigt, men det var rent og hvidt. Det føltes som at træde ind i en fantasiverden. Den der sne er det første, jeg husker,« fortæller Selvedina Memišević.

Hun og hendes familie kommer fra Bosnien, og hun var blot to år gammel, da krigen i Jugoslavien brød ud i hendes hjemland i marts 1992. Først efter to et halvt års krig valgte familien bestående af bedsteforældre, far, mor, Selvedina og hendes lillesøster at flygte fra urolighederne i hjemlandet.

22. september 1994 påbegyndte familien flugten, der gik over flere stop og lejre i Kroatien.

Selvedina sammen med sin lillesøster, bedstemor og far, mens de stadig er i Bosnien.
Selvedina sammen med sin lillesøster, bedstemor og far, mens de stadig er i Bosnien. Foto: Privatfoto
Vis mere

Flugten endte med familiens ankomst til Center Avnstrup i Hvalsø på Sjælland.

Det er her, den femårige Selvedina Memišević for første gang blev præsenteret for det tungebrækkende danske sprog og den – i hendes øjne – mærkelige spise: rugbrød.

»Jeg ville ikke spise det, fordi jeg syntes, det var noget mærkeligt noget. Jeg husker, at jeg tænkte: 'Er det her til mennesker?'«

Siden gik turen til Nordenskov i Jylland, og familien slog sig permanent ned i Varde, hvor Selvedina Memišević kom i skole.

Selvedina Memišević efter ankomsten til Danmark.
Selvedina Memišević efter ankomsten til Danmark. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Mine folkeskolelærere i Varde troede på mig, og her fik jeg en chance for at være normal,« forklarer Selvedina Memišević om den første tid som flygtningebarn i Danmark.

I dag er hun er uddannet cand.mag. i tysk og arbejder blandt andet som freelancetolk.

Hun bor i Odense med sønnen Dax på to et halvt år. Præcis den alder, hun selv havde, da krigen i Bosnien brød ud.

Men krig sætter spor. Dybe spor. Og det, at Selvedina Memišević selv er flygtet som barn, og det, at hun nu selv er mor, gør, at hun er særligt påvirket af Ruslands invasion af Ukraine.

»Vi er alle påvirkede. Men vi fra Bosnien og de lande, der var i borgerkrig, er nok ekstra påvirkede, fordi vi har de minder fra krigen. Voldsomme minder.«

»Frygten for, at det gentager sig i Europa, rammer os. Og vi har måske lidt større medfølelse med de ukrainske flygtninge, især kvinder og børn, fordi vi har været dem. Vi har været på flugt, og vi ved, hvor hårdt det er,« fortæller Selvedina Memišević.

Hun fortæller, at hun på det sociale medie Instagram har fulgt med i historier fra Ukraine, men at hun måtte stoppe, da hun så billeder af børn, der flygtede fra krigen i Bosnien i 1992, over for billeder af børn, der flygter fra krigen i Ukraine i disse dage – altså præcis 30 år senere.

»Det billede har sat sig i min hjerne. Det blev meget voldsomt. Jeg synes, det er så synd, at børn i 2022 skal opleve det. Jeg troede, vi var færdige med det der,« forklarer Selvedina Memišević om sin reaktion på billederne af krigens børn.

Selvedina Memišević med sin lillebror, som hun kalder 'hele familiens efternøler'. Han var familiens lys i en mørk tid.
Selvedina Memišević med sin lillebror, som hun kalder 'hele familiens efternøler'. Han var familiens lys i en mørk tid. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg har ekstremt meget sympati og medfølelse især med kvinder og børn. Især børnene. Deres hjem bliver taget fra dem, når de er på flugt. Det er forfærdeligt. Jeg ved, hvordan det er at være det der barn på flugt.«

Selvedina Memišević fortæller, at hun blev taget godt imod, da hun kom til Danmark. Og hun håber og tror på, at de ukrainere, der kommer hertil, vil opleve det samme.

»Det er superdejligt at se, hvor meget støtte de har i forhold til dengang med os, fordi vi var de første. Vi har måske banet vejen for dem lidt på en eller anden måde,« fortæller hun.

Hun er glad for at se, hvordan Danmark og de øvrige lande reagerer i den aktuelle situation.

»Ingen har lyst til at være på flugt. Det er det, vi skal forstå. Vi skal hjælpe, og vi skal tage godt imod. Og også senere hjælpe med at opbygge landet.«

Men her og nu handler det om at opfylde helt basale behov for de flygtninge, der kommer hertil, vurderer Selvedina Memišević.

»Det er en stor del af det at være menneske, at man kan føle sig tryg og sikker. Varme og husly. Jeg tror, at det er meget basale behov, de mennesker har.«

Selv sørger hun for at give sønnen Dax al den tryghed, sikkerhed og kærlighed, han har brug for. Og så sørger hun for at give ham minder om en god barndom.

»Det med minder er meget vigtigt. Jeg har ikke beviser på min barndom, fordi den har aldrig rigtig eksisteret. Jeg blev voksen alt for hurtigt.«

Blandt andet gemmer hun alle sønnens tegninger, og så tager hun så mange billeder af ham, at han allerede er begyndt at sige fra over for det.

Og så har hun – i kraft af sine egne minder om krigen i barndomsårene – en helt klar holdning til én bestemt type legetøj: legetøjsvåben.

»Det kan jeg ikke klare. Våben er et symbol på brutalitet og aggressioner, og det hører ikke til i børnenes verden. Ikke sådan nogle små børn,« afslutter hun fuldstændig fejlfrit på det mærkelige danske sprog, der var så svært at forstå, da hun kom hertil for 27 år siden.

Andre læser også