Sidste år blev den aflyst. Nu vender populær juletradition tilbage med livekoncert og masser af lys.
Salling inviterer nemlig nu igen på lystændingsfest efter, at coronahensyn sidste år aflyste festen.
I år vil der 5. november være livekoncert med Pernille Rosendahl efter, at de 25.000 lyskæder bliver tændt kl. 19.
Birthe Wiberg, der er marketingschef hos Salling, er taknemmelige over, at man igen har mulighed for at invitere på den traditionsrige fest.
»Vi har glædet os og ventet utålmodigt på denne særlige dag, hvor vi igen kan invitere byen til lystændingsfest.«
»Vi er meget taknemmelige over, at vi igen kan give hele byen en oplevelse ud over det sædvanlige, og det er en stor fornøjelse, at vi i forbindelse med Sallings 115 års jubilæum kan præsentere et af de største navne på den danske musikscene,« siger hun.
Arbejdet med at få de mange lyskæder med omkring 500.000 pærer på plads tager i alt to uger. Og når de er på plads, koster det Salling 12 kroner i timen at have LED-lysene tændt.
Sidste år holdt Salling ikke noget offentligt arrangement på grund af coronarestriktionerne.