Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Charlotte Henriksen mærkede pulsen stige og angsten tage sin plads i hendes krop. Hun ser katastrofen ske for sig, men når lige at tage Sia op.

Charlotte Henriksen gik tirsdag en aftentur i Tranbjerg med sin hund, Sia. Pludselig får hun øje på en hund, der kommer imod dem uden snor.

»Jeg siger højt ‘åh, nu kommer den forbistrede hund’, fordi jeg håber, ejeren kan høre det og vil tage snor på den,« fortæller hun.

Men det sker ikke, og i løbet af få sekunder udvikler situationen sig.

»Jeg kan pludselig høre en vild gøen bag mig. Jeg kigger bagud og kan se hunden komme flyvende. Den viser tænder og knurrer. Jeg råber vildt, jeg er i panik,« forklarer Charlotte Henriksen.

Heldigvis sker der ikke noget alvorligt, men der er en grund til, at Charlotte Henriksen er særligt bange for at møde løse hunde, der overfalder Sia.

Sia er nemlig ikke en almindelig fransk bulldog, hun er en psykiatrisk servicehund, der hjælper Charlotte Henriksen med sin angst.

»Hun er ikke bare min hund, hun er min hjælper og mit redskab. Hun er den, der gør, jeg kan have en hverdag og komme uden for en dør,« forklarer Charlotte Henriksen.

Det er ikke første gang, hun har mærket angsten brede sig i kroppen, når løse hunde kommer imod hende og Sia. Hun oplever nemlig, det sker ganske tit, og at mange hundeejere tager let på reglerne om, at hunde skal holdes i snor, hvis der ikke er fuldt herredømme over hunden.

»Det påvirker mig negativt, at jeg skal bekymre mig, hver gang jeg går en tur. Jeg har pulsændring med det samme, fordi jeg panikker og bliver utryg. Det sidder hele tiden i mig, ‘sæt nu, vi møder en den her gang’, den tanke fremprovokerer min angst. Jeg synes, det er respektløst,« siger hun.

For Charlotte Henriksen er det både vigtigt, at der ikke sker Sia noget, for så hun er uarbejdsdygtig i en længere periode, men det er også vigtigt, at Sia får roen til at have fuld fokus – uden at skulle hilse på andre løse hunde.

»Hendes arbejde er at alarmere, hvis hun kan mærke, jeg har en pulsændring. Jeg besvimer af mine angstanfald, fordi jeg hyperventilerer så meget, ligeså snart der er mange mennesker. Det gør, jeg slår mig rigtig voldsomt,« fortæller Charlotte Henriksen og uddyber:

»Siden jeg har fået Sia, har hun fjernet det helt. Hun kan mærke, inden det sker, så jeg kan komme ned at sidde. Det er helt fantastisk. Så jeg er ikke besvimet i de to år, jeg har haft hende. Før var det flere gange om ugen.«

Det tager to år at træne en psykiatrisk servicehund op. Charlotte Henriksen skal derfor vente længe, hvis Sia pludselig ikke kan arbejde.

»Det har kostet blod, sved og tårer at træne hende op. Hvis der sker noget med hende, så tager det to nye år. To år er lang tid for mig, fordi jeg så bare skal gå derhjemme. Jeg kan ikke tage til møder, bruge offentlig transport eller handle, hvis min hjælper ikke er der,« siger hun.

Med Sia kan Charlotte Henriksen i dag meget mere, end hun før turde.

»Hun giver mig en selvtillid, og det er også derfor, det er så frustrerende med de løse hunde. Det er ikke, fordi nogen hunde skal angribes, men det er katastrofalt for mig, hvis der sker noget med Sia.«

»Jeg tør ikke engang tænke den tanke, fordi det er så ødelæggende for mig. Det er ubærligt, og det gør mig så ked af det. Hvis Sia ikke kan arbejde, så er jeg spærret inde bag mine fire vægge – jeg kan ikke gå ud uden hende,« afslutter hun.