Han fyrer den gerne af med en guitarsolo under julefrokosterne i Statens Serum Institut, hvor han er guitarist i husbandet The Zerotypes.

Men også i den igangværende coronakrise er Danmarks statsepidemiolog, Kåre Mølbak, ikke bleg for at gå solo.

Han har i interview givet dystre udmeldinger, som senere er blevet korrigeret af statsminister Mette Frederiksen.

Udmeldinger, som nok hos befolkningen virker skræmmende, men som blot er Kåre Mølbaks oprigtige vurdering som faglig direktør i Statens Serum Institut.

Og den går han aldrig på kompromis med, fortæller kollegaen Peter Andersen.

»Han har en meget høj faglig integritet, som gør, at han ikke vil gå på kompromis med det, som han føler, er det fagligt korrekte. Han vil aldrig ændre sine råd for at tilpasse sig en politisk situation,« siger Peter Andersen, afdelingslæge i Statens Serum Institut.

Først vakte det opsigt, da Kåre Mølbak 26. marts i et interview med Politiken udtalte, at målet med den danske strategi er at opbygge en flokimmunitet. Det indebærer, at over 60 procent af befolkningen bliver smittet.

Det rejste spørgsmålet til statsminister Mette Frederiksen, om det virkelig var målet.

Kåre Mølbak er her fotograferet i 2003, da han var overlæge ved Epidemilogisk Afdeling på Statens Serum Institut.
Kåre Mølbak er her fotograferet i 2003, da han var overlæge ved Epidemilogisk Afdeling på Statens Serum Institut. Foto: Carl Redhead
Vis mere

»Vi har ikke en strategi i Danmark, der handler om flokimmunitet,« slog Mette Frederiksen fast 6. april og korrigerede dermed Mølbaks første udmelding.

Senest gav Kåre Mølbak sin uforbeholdne vurdering, da han søndag i et interview med Berlingske sagde, at danskerne godt kan vænne sig til at holde social afstand, indtil en vaccine er klar, og at det kan tage i hvert fald et år.

Det skabte nye problemer for Mette Frederiksen.

Efter udmeldingen kritiserede Morten Østergaard (R) og Inger Støjberg (V) mandag statsministeren for at mangle en langsigtet plan for genåbningen, der kan give borgerne konkret og realitisk information at forholde sig til.

Embedsmand, der blander sig

Man skal ikke undervurdere Kåre Mølbaks magt som statsepidemiolog.

I et notat frarådede han i sidste uge regeringen og partilederne at åbne caféer og restauranter – selv om beregninger fra en ekspertgruppe viste, at det ikke ville betyde en stigning i indlæggelser af covid-19-patienter på landets hospitaler.

Efterfølgende blev han af DF-formand Kristian Thulesen Dahl beskyldt for at basere vurderingen på sin mavefornemmelse.

Når Kåre Mølbak vælger at give sin egen tolkning af beregningerne, grænser det til at blive politisk, siger Else Smith, der tidligere har arbejdet sammen med Kåre Mølbak i Statens Serum Institut, og som tidligere har været direktør i Sundhedsstyrelsen.

»Man kan som embedsmand enten vælge at holde det stramt til at forklare beregningerne. Men man kan også vælge at gå videre og sige 'i øvrigt mener jeg' – og det vælger han. Det er tæt på at blive politisk,« siger Else Smith.

Hun beskriver Mølbak som en sand nørd, når det gælder epidemiologi.

»Men han kan sagtens være sjov,« tilføjer hun og nævner, at Kåre Mølbak ud over guitar spiller banjo.