Det bygger på en mavefornemmelse og ikke på et fagligt grundlag, når sundhedsmyndighederne fraråder at åbne caféer og restauranter, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Han forklarer, at Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm ved torsdagens forhandlingsmøde blev spurgt ind til emnet.
Og selv om partiledere her til morgen har rost aftalen, er der ifølge Thulesen Dahl tale om en »pseudoforhandling«, hvor kun statsministeren og regeringen havde reel indflydelse.
Kristian Thulesen Dahl undrer sig over, at Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut anbefaler noget andet, end beregningerne fra instituttets ekspertgruppe viser.
Her henviser Kristian Thulesen Dahl til, at det ifølge et nyt notat fra instituttet ikke vil betyde en stigning i indlæggelser af covid-19-patienter på landets hospitaler, hvis man åbner for caféer og restauranter. Folk skal blot huske at holde afstand.
Alligevel har Kåre Mølbak i et andet notat frarådet at åbne restaurationslivet samt højskoler og efterskoler.
Det blev Mølbak - der sammen med Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen deltog i første halvdel af mødet - spurgt til.
»Sundhedsmyndighederne siger, at de er nervøse for den afledte adfærdsændring, hvis man åbner for caféer. Men det er jo ikke et videnskabeligt input - det er en mavefornemmelse,« siger Kristian Thulesen Dahl og uddyber:
»Når vi spørger 'hvad bygger I det på fagligt?' - så bygger de det ikke på noget fagligt, men på en fornemmelse. Der kan andre jo have en anden fornemmelse. Så det er en politisk afgørelse,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Han kritiserer desuden, at han ikke kunne få beregnet de forhold, som Dansk Folkeparti ønsker. Konkret efterspurgte han i løbet af mødet en beregning på, hvad det ville betyde at åbne efterskolerne.
»Det kunne vi ikke få. Når der er nogle ting, vi ikke kan få beregnet, passer det måske ikke ind i statsministerens rækkefølge for genåbningen,« siger Kristian Thulesen Dahl og forklarer, at det i praksis kun er muligt at åbne op for ting, hvor man i forvejen har beregnet konsekvensen.
Når man ikke beregner på åbning af efterskoler, får de dermed aldrig reelt en chance.
Der er ifølge DF-formanden tale om en »pseudoforhandling«, hvor kun regeringen har reel indflydelse.
»Statsministeren forsøger at give danskerne et indtryk af, at man laver en grundig forhandling med Folketingets partier. Men det er forhastet. Der er nogle partiledere her til morgen, der stiller sig frem og giver indtryk af, at de har haft stor indflydelse på aftalen,« siger Thulesen Dahl og griner, før han tilføjer:
»Men det, der i praksis sker med aftalen, er at åbne de liberale erhverv, som statsministeren allerede tirsdag ville åbne. Hvis hun bare vil have rygdækning for at åbne de liberale erhverv, så kunne hun have besluttet det tirsdag i stedet for at vente til i nat.«
Aftalen medfører, at en række erhverv fra på mandag får lov til at åbne. For eksempel frisører, massører og kørelærere.
Når Dansk Folkeparti tilslutter sig aftalen, er det, fordi man har fået lovning på mere indflydelse fremover, når fase to af genåbningen skal forhandles, forklarer Kristian Thulesen Dahl.