Ønskelisten var lang, da Folketingets partier torsdag aften og nat afgjorde, hvilke dele af Danmark som skulle åbne igen.

Men genåbningen blev væsentlig mindre, end mange partiledere havde ønsket. Blandt andet efterskoler, 9. og 10. klasser samt restauranter og caféer måtte forblive lukkede.

Det var der en helt særlig grund til.

Sundhedsmyndighederne ser nemlig tegn på, at danskerne hen over påsken er begyndt at tage lettere på håndhygiejne og afstand til andre mennesker.

Frarådet at åbne restauranter

Det fik faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak til direkte at fraråde at åbne blandt andet restauranter og efterskoler. Det var ellers en klar prioritet hos flere partier.

Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, da statsministeren afholder pressebriefing om status for COVID-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet, tirsdag den 14. april 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, da statsministeren afholder pressebriefing om status for COVID-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet, tirsdag den 14. april 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Philip Davali

Bekymringen for danskernes adfærd bygger på tal fra Epinion og Aarhus Universitet, som hver dag siden nedlukningen har målt på danskernes håndhygiejne, afstand til andre mennesker og generelt værn mod smitte.

»Vi kan se, at danskerne tager lettere og lettere på sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det har de gjort siden to uger henne i nedlukningen, og tendensen er fortsat hen over påsken,« siger professor ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, der leder projektet.

Folketingets partier har fredag eftermiddag modtaget et notat fra Epinion og Aarhus Universitet, som bekæfter, at danskerne allerede en uge før påske begyndte at efterleve myndighedernes råd dårligere og dårligere.

B.T. er i besiddelse af notatet, som viser, at danskerne hen over de seneste uger er begyndt at samles mere med venner og bekendte, ligesom færre vasker hænder mindst ti gange dagligt.

Allerede torsdag henviste Kåre Mølbak direkte til målingerne, da han advarede Folketinget mod en stor genåbning.

»Modellerne tager endvidere ikke højde for, at der kan have sket betydelige ændringer i befolkningens adfærd over påsken. Dette understøttes af Epinionsmåling over befolkningens selvvurderede adfærd over tid,« skrev han i sit notat til partilederne.

Kristian Thulesen Dahl (DF) mener, at sundhedsmyndighedernes fraråd mod at åbne bl.a. restauranter og efterskoler bygger på mavefornemmelser frem for videnskabelige argumenter. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Kristian Thulesen Dahl (DF) mener, at sundhedsmyndighedernes fraråd mod at åbne bl.a. restauranter og efterskoler bygger på mavefornemmelser frem for videnskabelige argumenter. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Ólafur Steinar Gestsson

Under den første halvdel af forhandlingerne torsdag aften deltog både Kåre Mølbak og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Her forsøgte flere partiledere at få svar på, hvorfor man ikke kunne åbne mere.

Beregningerne fra Statens Serum Institut viser nemlig, at Danmark kan åbne både restauranter, caféer, efterskoler og højskoler, uden at det vil overbelaste sundhedsvæsenet. Forudsat at vi fortsætter med at holde afstand.

Her bragte Kåre Mølbak blandt andet danskernes adfærd hen over påsken på bordet som en argument for at holde igen med åbningsfesten, fortæller flere kilder.

Mange hører stadig efter myndighederne

B.T. har ikke adgang til de præcise Epinions-tal hen over påsken.

De seneste officielle tal er fra den 6. april, hvor godt otte ud af 10 svarede, at de holder afstand til fremmede, mens 94 procent svarede, at de ikke giver hånd.

Siden er tallene faldet - dog ikke drastisk, fortæller Michael Bang Petersen.

»Rigtig mange danskere følger stadig sundhedsmyndighedernes råd. Men det er selvfølgelig bekymrende, at et stigende antal er mindre forsigtige,« siger han.

Fredag har flere partiledere ærgret sig over, at det ikke lykkedes at åbne mere i denne omgang.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at sundhedsmyndighedernes forsigtighed bygger på mavefornemmelser.

»Sundhedsmyndighederne siger, at de er nervøse for den afledte adfærdsændring, hvis man åbner for caféer. Men det er jo ikke et videnskabeligt input - det er en mavefornemmelse,« siger han til B.T.