Hvis du havde planlagt, du skulle have lasagne til aftensmad, så skal du måske lige tjekke dine lasagneplader.

Geia Food A/S tilbagekalder nemlig et parti af La Pasta Di Marias friske lasagneplader.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Tilbagekaldelsen skyldes, at virksomheden har konstateret, at der er risiko for mug i produktet.

»Mugdannelse gør, at produktet er uegnet som fødevare,« lyder det fra styrelsen.

De friske lasagneplader er blevet forhandlet i Rema 1000-butikker over hele landet.

Fakta om det tilbagekaldte produkt:

  • La Pasta Di Maria Friske lasagneplader
  • Nettoindhold: 250 g
  • Bedst før-dato: 06.06.2022 og 13.06.2022
  • EAN-kode: 5710326000282​​

Har du købt de tilbagekaldte La Pasta Di Maria lasagneplader, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du kasserer dem eller leverer dem tilbage til butikken, hvor de er købt.