Tre af Shells danske tankstationer blev tirsdag morgen ramt af hærværk.

Standerne var dækket med klistermærker, og tank-pistolerne var blevet låst fast.

Der er tale om en lokal udløber af en aktion rettet mod Shell fra en hollandsk bevægelse, der kalder sig Code Rood.

Det fortæller Søren Møller Maretti, som er retaildirektør hos DCC Energi, der driver Shell-stationerne i Danmark, til B.T.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En tankstation i Lyngby havde tidligere på dagen også besøg af enkelte demonstranter, men gruppen blev hurtigt opløst igen.

»Enkelte tankstationer i københavnsområdet har fået låst benzinpumperne med kæder, og der er også blevet opsat klistermærker på standerne,« fortæller Søren Møller Maretti.

Han fortæller også, at cykelkæder og klistermærker med teksten 'Shell must fall' (Shell skal falde, red.) sidenhen er blevet fjernet igen, og stationerne er tilbage i drift.

Shell har orienteret politiet om dagens begivenheder, og de er opmærksomme på aktionerne.

Det hele er en del af en større international aktion arrangeret af en gruppe med navnet By 2020 We Rise Up.

Ifølge gruppens hjemmeside er dagens hærværk begået, fordi alle Shells direktører i dag tirsdag mødes i hollandske Haag til firmaets årlige generalforsamling.

Demonstranterne håber altså, at dette års generalforsamling bliver den 'sidste, der nogensinde afholdes'.

'Midt i denne klimanødsituation er det sidste, vi har brug for, at chefer i en stor oliegigant mødes for at diskutere, hvordan de kan maksimere deres profit,' skriver de ved begivenheden.