Der er en svindler på spil i Viborg.

En svindler, der udgiver sig for at arbejde for elselskabet Energi Viborg, som banker på folks døre for at aflæse deres elmålere. Det oplevede en ældre mand i Viborg, der dog nægtede svindleren at komme ind i huset.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Men Energi Viborg har slet ikke haft aflæsere ude i øjeblikket, oplyser selskabet.

»Jeg kan godt forstå, at man tænker, at det er ved denne tid, man skal have aflæst sin måler. Men hvis man får besøg af nogen, som vil aflæse her i december, så skal man altså gøre som i tilfældet her – og afvise den person,« siger Mette Urup, administrerende direktør i Energi Viborg.

Det er de færreste husstande, hvor man behøver at have en aflæser ud, da det i de fleste tilfælde sker elektronisk. Det er først efter den 6. januar 2023, at Energi Viborg vil komme ud til de husstande, der har brug for en aflæser.

Hvis man oplever, at der er nogle, der vil ind og aflæse ens måler, så opfordrer Mette Urup til, at man beder om identifikation.

Hændelsen med den ældre mand er ifølge Mette Urup ikke meldt til politiet, da manden ikke ønskede det.