43-årige Tanja Iversen kan nu ende i fængsel, efter at hun sammen med Ekstra Bladet i august 2021 forsøgte at afsløre, at Mette Frederiksens ministerchauffør kørte ulovlige ture og havde sex i ministerbilen.

Det fortæller hun til programmet 'Reporterne' på 24syv.

»Jeg synes, at jeg er blevet røvrendt af et større medie. Jeg burde have et klap på skulderen, fordi jeg har påvist, at der er et sikkerhedsbrud,« siger Tanja Iversen til 24syv.

I programmet kommer det frem, at Tanja Iversen, der er en del af Men In Black-miljøet, selv tog initiativ til at afsløre chaufførens misbrug af ministerbilen sammen med Ekstra Bladet.

Som en del af planen skulle Tanja Iversen lokke chaufføren med på en date. Det skete gennem datingappen Tinder.

Efter at være blevet udstyret med skjult kamera og mikrofon af Ekstra Bladet blev Tanja Iversen hentet af ministerchaufføren i en bil, der senere skulle vise sig at være én af Statsministeriets ministerbiler.

Hun blev derefter, mens udstyret optog, kørt fra Ishøj til Rungsted Havn. Undervejs onanerede chaufføren, mens han kørte bilen. Under turen gjorde han desuden holdt i shoppingcentret Field's for at købe sexlegetøj.

Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup er ked af sagen, hvor en lokkedue er tiltalt for brugstyveri. 
Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup er ked af sagen, hvor en lokkedue er tiltalt for brugstyveri.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge Tanja Iversen var det meningen, at Ekstra Bladets journalister skulle konfrontere chaufføren. Men kort før afblæste den daværende chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup historien, fordi avisens journalister var i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var Mette Frederiksens ministerbil, han kørte rundt i.

Tanja Iversen valgte bagefter at melde chaufføren til politiet. Det viste sig senere, at det faktisk var en ministerbil.

Men efter Tanja Iversen kontaktede politiet, blev hun selv tiltalt for at have medvirket til brugstyveri af bilen. Derfor mener hun også, at Ekstra Bladet har svigtet sit ansvar.

»Qvortrup skulle have været der hele vejen igennem. Han skulle have taget mig i hånden i det her og fortalt mig, at det var ulovligt,« siger Tanja Iversen.

Ifølge straffeloven kan hun risikere op til halvandet års fængsel, viser anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.

24syv har sms'er mellem Tanja Iversen og Ekstra Bladets journalister, der bekræfter hændelsesforløbet.

Avisens daværende ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup, fortæller til 24syv, at han ærgrer sig over, at Ekstra Bladet ikke fandt ud af, at det var en ministerbil.

Han fortryder også, at Ekstra Bladet ikke rådgav Tanja Iversen tilstrækkeligt om den risiko, hun løb som lokkedue for avisen.

»I dag ville jeg da ønske, at jeg havde haft den tanke, at hun kunne risikere en tiltale.«

»Man kan da godt sige, at vi burde have rådgivet hende om det. Det gjorde vi ikke,« forklarer Qvortrup, som har tilbudt at vidne, når sagen skal for retten i maj 2023.

Ifølge juraprofessor på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller kan det være positivt for Tanja Iversens sag, at hun har handlet som lokkedue i et forsøg på at afsløre en sikkerhedsbrist i staten.

»Selvom man ikke ved, at noget er ulovligt, så kan man godt straffes alligevel. Men at hun har villet afsløre en fare er for mig at se det afgørende argument for, at hun faktisk slet ikke bør straffes,« siger han til 24syv.

Den pågældende ministerchauffør er tiltalt for at have kørt ulovlige ture i ministerbilen med mindst ti forskellige kvinder i årene 2015 til 2021. I ét af tilfældene har han ifølge politiet haft sex i bilen. Han er desuden tiltalt for to tilfælde af voldtægt.

Efter Tanja Iversen blev opfattet som medskyldig, forsøgte hun at få Ekstra Bladet til at hjælpe sig, men Henrik Qvortrup besvarede hverken hendes sms-beskeder, opkald eller Messenger-beskeder, fortæller hun til programmet.

Den nuværende chefredaktør, Knud Brix, vil ikke stille op til interview med 24syv, men skriver i en mail til programmet, at det er absurd, at Tanja Iversen er tiltalt, da »hun jo ønskede at blotlægge en alvorlig sikkerhedsbrist«.

Henrik Qvortrup forklarer til B.T.:

»Vi ville gerne dokumentere, at statsministerens ministerchauffør misbrugte sit embede. Jeg er på Tanja Iversens vegne ked af sagen, og jeg forstår ikke, at anklagemyndigheden har tiltalt hende. Hun har været med til at afsløre en alvorlig sikkerhedsbrist tæt på statsministeren.«