»Jeg havde ondt i maven hele tiden.«
40-årige Carsten Bech sidder i sin lille baghave i Randers og vipper med foden i en monoton rytme, mens han tager et sug af sin cigaret.
Han tænker tilbage på den dag i januar sidste år, hvor hele hans verden blev vendt på hovedet. Fra den ene dag til den anden forsvandt hans 11-årige søn ud af hans liv.
I halvandet år op til den dag havde han ellers haft sønnen i en ifølge ham velfungerende samværsordning med moren, hvor han havde ham syv dage hver anden uge.
Men fredag 24. januar 2020 fik han ikke udleveret sønnen som normalt. Og i fire uger anede han ikke, hvor hverken han eller moren befandt sig, fortæller han:
»Det var de værste fire uger i mit liv. Også fordi jeg vidste, at han ikke kom i skole og så sine kammerater, og så havde han hverken sin computer eller telefon. Hver dag stod jeg nede ved Randers Myndighedscenter, når de åbnede, for at høre, hvad de havde tænkt sig at gøre,« siger Carsten Bech.
B.T. sætter i en serie fokus på retssikkerheden for skilsmisseforældre, der ønsker samvær med deres børn.
Jan Steffen måtte gå i landsretten for at få Familieretshuset til at behandle hans ansøgning om samvær med sin søn. Og Stig Pedersen mistede samværet med sine døtre på baggrund af en falsk påstand om psykiatrisk indlæggelse.
Fire dage inden Carsten Bechs søn forsvandt, tikkede der en underretning ind i hans e-boks. Det var fra Randers Rusmiddelcenter. Sønnens mor havde orienteret dem om, at Carsten Bech havde et alkohol- og narkomisbrug.
Med ét var Carsten Bech slået helt ud af spillet, husker han.
Og det blev begyndelsen på et års kamp for at modbevise anklagerne imod ham og få samværet tilbage med sin søn.
»Jeg vidste jo, at jeg hverken var alkoholiker eller narkomisbruger, så jeg håbede på, at retfærdigheden nok skulle komme,« siger Carsten Bech.
Men han havde aldrig regnet med, at det skulle tage så lang tid. Og så havde han heller ikke regnet med den manglende retssikkerhed, han fik at føle inden for det familieretlige system.
»Lige præcis inden for familieretssager er du skyldig, indtil du har bevist din uskyld. Det er jo den eneste retsinstans i Danmark, der virker på den måde. Det er jo helt grotesk og under bæltestedet,« lyder det fra Carsten Bech.
Og netop anklager inden for det familieretlige system, mener familieretsjurist Ann Lindgård, burde håndteres på en helt anden måde, end de gør i dag, hvor straffeloven ikke gør sig gældende, siger hun:
»Det er gratis at komme med de her anklager, og der er ikke nogen, der undersøger, 'hvorfor siger du det?' eller 'hvor har du det fra?' Så er det netop, at den vender, og det er modpartens opgave at bevise, at man ikke har gjort det. Hvilket kan være svært eller decideret umuligt. Og så går tiden jo,« siger Ann Lindgård.
Hun peger på, at det typisk er bopælsforælderen, der har overhånden i Familieretshuset, og samværsforælderen, der bliver sat ud af spillet, hvis der bliver fremsat påstande.
Og det er ligeledes blevet klart for Carsten Bech.
»Efter jeg er kommet mere ind i sagerne, kan jeg forstå, at der er kommet noget, der hedder delt bopæl. Og set i bagklogskabens lys skulle jeg have søgt det dengang, hvis jeg havde vidst, at det var kommet hertil som i dag,« siger Carsten Bech.
Efter underretningen om misbrug tikkede ind hos Carsten Bech, sendte Randers Myndighedscenter sagen videre til Familieretshuset, der en måned efter fastsatte såkaldt kontaktbevarende samvær, hvor Carsten Bech fik lov til at se sin søn to dage hver anden uge.
»Ens børn er ultimativt det bedste, man har. Og når man er vant til at have sit barn i en syv-syv-deleordning og så pludselig kun ser ham 48 timer på 14 dage ... Det er ekstremt hårdt. Det er lidt, som om man ikke kender sit barn,« siger faren.
Carsten Bech fortæller, at han sagde nej til at begynde samtaler ved Randers Rusmiddelcenter. I hans hoved ville det være det samme som at sige, at anklagen mod ham var rigtig, og at han havde brug for behandling for et misbrug.
Til gengæld sagde han ja til Familieretshusets tilbud om, at han over to måneder kunne lade sig teste af FERLE, en klinik for rusmiddeltestning, der ville ringe ham op på vilkårlige tidspunkter af døgnet og bede ham møde op til test.
Men ifølge Carsten Bech var det alt for sent, der blev sat noget i gang. Først et halvt år efter underretningen landede i hans e-boks, blev anklagen om misbrug undersøgt.
En undersøgelse, der gennem to måneder og 14 tests, viste to positive på alkohol. Ifølge Carsten Bech havde han drukket to fadøl til en AGF-fodboldkamp den ene gang og et glas vin aftenen forinden testen den anden gang.
Carsten Bech fortæller, at han i sine 'singleuger' har festet, men at han aldrig har drukket sig fuld foran sin søn.
»Jeg kan godt tage et glas vin til maden. Jeg er livsnyder. Men jeg drikker mig aldrig fuld i hverdagen.«
Det fremgår af en børnesamtale med Familieretshuset, at sønnen ikke oplever, at far drikker for meget. Ligesom det fremgår, at sønnen ikke synes, at det er nok at se sin far hver anden weekend, og ønsker at komme tilbage til en syv-syv-ordning.
Efter Carsten Bechs 12 negative rusmiddeltest og Familieretshusets børnesamtale med sønnen skulle der gå et halvt år yderligere, før Familieretten 25. februar i år afgjorde, at sønnen skulle tilbage i en syv-syv-ordning med faren.
B.T. har spurgt Familieretshuset, hvorfor man som forælder kan få frataget størstedelen af samværet med sit barn på baggrund af en påstand, før den er undersøgt, og hvor ofte myndigheden efterprøver påstande.
»Når vi bliver gjort opmærksom på, at der kan være problemstillinger omkring misbrug eller andre
risikofaktorer, forholder vi os altid konkret til, hvorvidt det bare er en løs påstand.«
»Men hvis der er tvivl om, hvorvidt der kan være hold i påstanden, og om der derfor er reel mistanke om, at det kan være med til at skade barnets trivsel, undersøger vi forholdene yderligere for at belyse, om det kan have betydning for barnet,« lyder det i et skriftligt svar.
Carsten Bech føler, at han på baggrund af én enkelt falsk beskyldning endte i en syltekrukke af et system, der egentlig blev oprettet for at forbedre det forhenværende, nemlig Statsforvaltningen.
Hverken børn eller forældre trives bedre i det nye system. Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der undersøgte udviklingen, et år efter reformen trådte i kraft i 2019.
Forældrene er blevet mere utilfredse med sagsbehandlingen. Især samværsforældre – den forælder, som barnet ikke bor hos – er utilfredse, viser undersøgelsen. Og Carsten Bech er en af de samværsforældre.
»Jeg synes, at det er ganske forfærdeligt. For det er jo børn, det handler om,« siger han og fortsætter:
»Det her år med minimalt samvær kunne sagtens have skadet min og min søns relation. Vi er kun heldige, at det ikke har skadet noget.«
Carsten Bech mener selv, at han har været en af de heldige, der er sluppet helskindet ud på den anden side af familieretssystemet. Ofte bliver anklager ikke efterprøvet, som de altså blev i hans tilfælde. Og ofte bliver en samværsaftale ikke den samme, efter et år med minimalt samvær – eller intet samvær overhovedet.
Men det er vigtigt for Carsten Bech at fortælle sin historie, siger han. For efter han selv har været igennem systemet, er det tydeligt for ham, at der er nogle praksisser, der skal ændres og optimeres.
»Jeg fortæller min historie for at hjælpe andre børn. Min søn kæmpede i 13 måneder for at få lov til at se sin far igen. Der skal mere fart på inden for det system. Det er, som om de ikke ved, at det er mennesker og børn, de har med at gøre.«
B.T. har været i kontakt med sønnens mor, der ikke ønsker at kommentere på forløbet.
