Da Andreas Bosen gik i 4. klasse, kunne han bedst lide at lege med pigerne og brød sig ikke om at spille fodbold. Det var bare sådan, han var, men på Møn, hvor han voksede op, gik det ikke ubemærket hen.
20-årige Andreas har oplevet, at folk har råbt ad ham, lavet bræklyde og spyttet efter ham i bussen. Han er blevet mobbet, fulgt efter på gaden og slået, men der er særlig én oplevelse, der sidder i ham. Inden vi kommer så langt, skal vi tilbage til dér, hvor det begyndte for Andreas.
Da mobberierne tog fart omkring 4. klasse, havde Andreas endnu ikke tænkt over sin seksualitet. Men 'homo'- og 'bøsse'-tilråbene tvang ham til at reflektere over det i en meget ung alder:
»Det var dér, jeg begyndte at tænke: 'Jeg er nok ikke som alle andre' og 'hvad er det for noget?'«
Det betød, at Andreas allerede omkring 7. klasse sprang ud over for sin mor, søster og bedste veninde.
»Fordi jeg var så ung, var jeg jo ikke ligefrem afklaret, men jeg følte mig overhovedet ikke normal på nogen måde.«
Da mobberierne tog til, tog hans mor konsekvensen og flyttede ham til en kostskole. Her kunne han starte på en frisk som 'Andreas, der er homoseksuel', hvilket blev taget godt imod.
Hos LGBT+ Danmark kan de nikke genkendende til billedet af, at det er sværere at være LGBT+-person i provinsen eller på landet. Ifølge Andreas Beck Kronborg, der er projektleder på ungeområdet, er én forklaring, at subkulturer i meget mindre grad eksisterer uden for de større byer.
Lige meget på hvilken måde du stikker ud, er det svært at skille sig ud fra den store homogene gruppe. Derudover er der en større social kontrol i mindre samfund, fordi alle ved, hvad alle laver.
Det betyder blandt andet, at rigtig mange LGBT+-personer, der vokser op uden for de større byer, springer ud sent i livet – i mange tilfælde sker det først, når de er flyttet. Det var dog ikke tilfældet for Andreas Bosen:
»Jeg føler, at jeg har jordens fedeste liv, fordi jeg har accepteret mig selv, jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, hvad jeg vil.«
Men tror du ikke også, noget har været hårdere, fordi du var så ung?
»Jo, for guds skyld. Men jeg tror stadig, at det ville være hårdere at springe ud nu, fordi jeg så havde levet så mange år på en løgn,« forklarer han.
Som tidligere nævnt har Andreas Bosen haft mange voldsomme oplevelser i en ung alder. Men dén episode, som står klarest for ham, udspillede sig i Netto på Møn.
'Bøsserøv,' lød det fra en mand til den dengang 15-årige Andreas.
Desværre var det ikke noget nyt for Andreas, men denne gang var han omgivet af sin mor, sine to søstre og sin niece. Andreas' mor for over til manden og spurgte, hvad han bildte sig ind. Episoden eskalerede. Manden henvendte sig til Andreas og sagde, at de skulle 'gøre det færdigt' på parkeringspladsen.
»Jeg blev rigtig, rigtig berørt af det. Hvis jeg var alene, havde jeg bare ignoreret det. Dét, at min mor og mine søstre var med, gjorde mig endnu mere ked af det. At de skulle mærke den smerte, jeg gik med. At de skulle lide, fordi jeg lider.«
Den oplevelse sidder stadig i moren, der stadig har ondt i maven, når han går i byen, fordi hun er bekymret for, at der sker ham noget.
Selv om oplevelserne fylder mindre og mindre for Andreas, tager han alligevel sine forholdsregler i visse situationer:
»Jeg drikker mig aldrig rigtig fuld, når jeg er i byen. Det er pisseirriterende, men jeg skal være klar i hovedet, hvis der sker noget.«
Han peger på, at unge i samme situation skal være gode til at række ud til hinanden:
»Det vigtigste er, at du ikke er alene om det. Der sidder ikke kun én, der har det sådan. Og ja, det er møghamrende hårdt, men du skal nok komme igennem det. Det er ikke værre end for eksempel at skrive til én på Instagram, som måske er åben omkring problemerne. Hvis der var én, der skrev til mig, ville jeg da være imødekommende og hjælpe, hvis jeg kunne.«
Andreas' bagland har betydet alt for, at han har kunnet rejse sig igen og igen oven på de negative oplevelser:
»Jeg kan ikke andet end at takke min mor og søster. De har været der all day everyday, selv om det også har været hårdt for dem.«
