Ud af et ansøgningsfelt på 377 konkurrenter er Aarhus valgt som en af EU-Kommissionens klimaneutrale og smarte byer i 2030.

Det betyder, at Aarhus skal gå forrest og vise andre europæiske byer, hvordan man kan blive mere grøn.

I alt er 100 europæiske byer blevet udvalgt, og de har alle sammen forpligtet sig til at blive klimaneutrale om otte år i 2030.

De øvrige lande i EU har forpligtet sig til samme mål, men først i 2050.

»Vi er utrolig stolte og glade for, at Aarhus er blevet udvalgt som fortrop i den grønne omstilling. I Aarhus arbejder vi målrettet og ambitiøst mod målet i 2030. Men det er en kæmpe opgave, vi har foran os,« lyder det blandt andet fra borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S).

EU-samarbejdet vil understøtte Aarhus' arbejde med at realisere målet om CO₂-neutralitet blandt andet ved at give Aarhus adgang til EUs fundingsprogrammer, ved at skabe særlig opmærksomhed på byens brand samt internationalt samarbejde om konkrete løsninger.

I 2008 satte byrådet i Aarhus målet om, at Aarhus som bysamfund skal være klimaneutral i 2030. Siden da er byens CO₂-udledninger mere end halveret.

Men der er stadig mange udfordringer, der skal løses frem mod 2030, lyder det selv fra kommunen.

»Derfor skal vi bruge alle redskaber i værktøjskassen og drage nytte af alt det samarbejde og erfaringsudveksling, vi kan,« siger borgmesteren også.

I sommeren 2022 går Aarhus Kommune i gang med at udarbejde en såkaldt Climate City Contract, som skal understøtte den nuværende klimastrategi.