Med en video fra den famøse Rex-tur offentliggjorde Kongehuset i mandags, at kronprins Christian har gennemført gardehusaruddannelsen og vil fortsætte sin karriere i militæret. 

Og siden er medier verden over faldet i svime over den 19-årige kommende konge af Danmark.

I alt fra europæiske til amerikanske og australske medier har danske kronprins Christian trukket overskrifter, og selv helt i Pakistan har Kronprinsens planer om at fortsætte sin militærkarriere på løjtnantuddannelsen vakt opsigt.

Eksempelvis det pakistanske medie Daily Jang, der dog tilskriver æren for Kongehusets offentliggørelse til kong Frederik og dronning Mary, som »gik på Instagram og delte de dejlige nyheder« om, at deres »travle« søn kronprins Christian har »opnået rolle af gardehusar«.

Fra februar til slutningen af maj har kronprins Christian aftjent sin værnepligt i Gardehusarregimentet, hvor han for nylig gennemførte den berygtede Rex-tur som næstkommanderende. Foto: Kongehuset
Fra februar til slutningen af maj har kronprins Christian aftjent sin værnepligt i Gardehusarregimentet, hvor han for nylig gennemførte den berygtede Rex-tur som næstkommanderende. Foto: Kongehuset
Vis mere

Men også bare i vores naboland Tyskland har den danske kronprins trukket overskrifter.

Eksempelvis i det tyske ugeblad Bunte, hvor det først og fremmest vækker stor begejstring at se kronprins Christian i fuld kampuniform. 

»Vi har aldrig set ham sådan her før,« skrives det i ugebladet, der nu ser »en helt anden side af 56-årige kong Frederiks søn« i Kongehusets video fra hans Rex-tur.

Bunte bider ikke mindst mærke i den 19-årige danske tronfølgers »seriøse blik, der illustrerer den ambition, han følger i sin fars fodspor med«, mens han »næsten filmisk« klarer sig igennem det »hårde program, han måtte udholde på sin vej til at blive garder« på Rex-turen, mens »han langsomt, men sikkert udvikler sig til at blive en selvstændig, ung mand«.

Du kan se Kongehusets video af Kronprins Christians Rex-tur herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

I den tyske version af det internationale magasin Gala fremhæves det ligeledes, hvordan »der ikke bliver gjort nogen undtagelser for den kommende konge af Danmark« på den hårde tur, hvor der »i et par sjældne øjeblikke endda er indbyrdes grin«.

Hårdest har det dog været for kong Frederik og dronning Mary, hvis man skal tro vores andre naboer hos det svenske medie Svensk Damtidning.

Under overskriften 'Kongeparrets svære beslutning – bor ikke længere sammen' skrives det her, hvordan kong Frederik og dronning Mary har været »tvunget til at give slip på deres elskede søn«.

For Kronprinsen har på kasernen i Slagelse været »flyttet hjemmefra for at prøve sine vinger« – og nu er »eventyret blevet forlænget«, da han fortsætter sin militære uddannelse på Løjtnantuddannelsen til august.

Fra fødsel til milepæl
Også på den anden side af jorden hos australske 9 Honey beskrives Kronprinsens »opslidende mission«, som det understreges har bragt ham tættere på »en dag at overtage tronen for sin far Frederik X som konge«.

Ligeledes i australske Women's Weekly betragtes Kronprinsens veloverståede værnepligt som »det næste skridt i hans rejse mod at arve tronen«.

Det har ligefrem givet det australske dameblad anledning til at opridse den 19-årige tronfølgers livshistorie – startende med hvordan »Mary fødte ham kort før klokken 2 om natten på Rigshospitalet« til »stor jubel i Danmark – og i Australien også selvfølgelig«.

På det australske nyhedsmedie Sky News virker de dog mere bekymrede end begejstrede for Kronprinsens nyligt afsluttede Rex-tur.

Fra februar til slutningen af maj har kronprins Christian aftjent sin værnepligt i Gardehusarregimentet, hvor han for nylig gennemførte den berygtede Rex-tur som næstkommanderende. Foto: Kongehuset
Fra februar til slutningen af maj har kronprins Christian aftjent sin værnepligt i Gardehusarregimentet, hvor han for nylig gennemførte den berygtede Rex-tur som næstkommanderende. Foto: Kongehuset
Vis mere

Her beskrives billederne af kronprins Christian i aktion ligefrem som »chokerende« – ikke mindst fordi de udsendes »midt i stigende geopolitiske spændinger i Danmark« med truslen fra Rusland og den amerikanske præsident Donald Trumps ønsker om at overtage Grønland.

Mest beskrives det dog blot, hvordan Kronprinsen har måttet »overleve« med begrænset søvn og mad på turen, ligesom det fremhæves, at værnepligten har været noget ganske andet end »hans forgyldte liv hjemme på slottet«.

I Guds eget land har de dog også lagt mærke til, at kronprins Christian er blevet udnævnt til gardehusar.

Amerikanske Hello! kalder det tilmed »en kæmpe nyhed fra kong Frederik og dronning Mary«, at deres søn »under svære omstændigheder« har klaret den »udfordrende« Rex-tur.

Kronprins Christian tager danskerne med på Rex-tur i en højest usædvanlig ny video, der peger på nye tider i Kongehuset, vurderer en ekspert. Foto: Kongehuset
Kronprins Christian tager danskerne med på Rex-tur i en højest usædvanlig ny video, der peger på nye tider i Kongehuset, vurderer en ekspert. Foto: Kongehuset
Vis mere

Også det internationale royalistmedie Royal Central fremhæver hvor »opslidende« en tur, den danske tronfølger har været ude på for at blive sikret titlen som gardehusar, mens britiske Tatler roser den unge kronprins for at formå »at holde humøret højt«, selvom han blandt andet måtte »udholde« kun at få mad og søvn i begrænsede mængder i fire dage.

Det britiske overklassemagasin er da »heller ikke i tvivl om, at kong Frederik og dronning Mary begge må have været fyldt af stolthed«, mens kronprins Christian »forsætter med at følge i sin fars fodspor« med sin nye »milepæl«.

Også hollandske Vorsten beretter, at kronprins Christian har afsluttet sin første militære uddannelse og ikke mindst, at »Christians far Frederik gjorde det samme, ligesom hans bedstemor dronning Margrethe.« 

Hos franske Point de Vue beskrives Rex-turen mest blot som en »opslidende«, men »obligatorisk passage i hans militærtjeneste«, som der til gengæld er »hidtil usete fotos og en video af«.

Kronprins Christian tager danskerne med på Rex-tur i en højest usædvanlig ny video, der peger på nye tider i Kongehuset, vurderer en ekspert. Foto: Kongehuset
Kronprins Christian tager danskerne med på Rex-tur i en højest usædvanlig ny video, der peger på nye tider i Kongehuset, vurderer en ekspert. Foto: Kongehuset
Vis mere

Det franske medie fokuserer nemlig særligt på, at den danske kronprins selv beretter om sin oplevelse, og de starter den maleriske beskrivelse af Kongehusets video fra Rex-turen med eksemplet, hvor kronprins Christian spørger til sine kammerater, om de har brug for hjælp ved morgenvækningen før øvelsen.

»Mens dagen gryr over det danske landskab, lyder skud. Christian af Danmark og hans venner står sammenkrøbet i græsset og klar,« skrives det i Point de Vue.

»'Kom nu, 1. deling! Vi kører videre!' råber Kronprinsen. Du skal holde ud til det sidste for at få det dyrebare REX-mærke med Kong Frederik X' monogram,« fortsætter det.

Det lykkedes som bekendt for den danske kronprins Christian, der var næstkommanderende for sin deling, og med den afsluttede Rex-tur har han nu titel af gardehusar, før han til august fortsætter sin militære karriere på den etårige Løjtnantuddannelse.

Du kan læse mere om Kongehusets video af kronprins Christian – og hvorfor den bliver kaldt »helt usædvanlig« – lige HER.

Andre læser også