Hvilke overraskelser byder Dronningens nytårstale på i år? Har du allerede et bud, så kan du starte det nye år med en pengepræmie.

For andet år i træk har Danske Spil besluttet at give danskerne mulighed for at oddse på Dronningens nytårstale. Måske for at gøre den traditionsrige start på årets sidste aften lidt mere spændende?

Blandt de mest sikre ord med de laveste odds finder man '2017' og 'Nytårshilsen' til hhv. odds 1,03 og 1,15, mens nogle af de mere usandsynlige som 'Halbal' og 'Sexelancen' giver pengene 200 og 500 gange igen.

Sidste år var danskerne overbeviste om, at dronning Margrethe ville nævne astronauten Andreas Mogensen, men i år er det andre kendte danskere - og en enkelt svensker - der giver gode odds.

Skulle du vælge at sætte din hårdttjente formue på svømmeren Pernille Blume eller tidligere landholdstræner Morten Olsen, får du odds 75, mens Kim Larsen giver 100. Tennisspilleren Caroline Wozniacki giver odds 200, mens musikfænomen Gulddreng giver 300. Mindst sandsynligt mener Danske Spil åbenbart det er, at Dronningen skulle finde på at nævne den svenske fodboldlegende Zlatan Ibrahimovic.

Sidste år forklarede Hans-Henrik Busk Stie fra Danske Spil, at man ikke frygtede såkaldt 'nytårstale-fixing', men at man ikke kan spille for så store beløb som ved en fodboldkamp.

»Vi ved ikke præcist, hvor mange der når at se talen. Vi ved, at nogen ser den, men det er fåtal, og den risiko tør vi godt løbe,« forklarede han til BT og understregede, at Danske Spil stoler fuldstændig på Danmarks Dronning.

Hvad med kronprins Frederik – kunne han mon finde på at spille for hele apanagen?

»Det tror vi, Kongehuset holder sig for gode til,« jokede Hans-Henrik Busk Stie sidste år.

For at udelukke alle mistanker om urent trav kan man i første omgang kun oddse på nytårstalen frem til den 29. december klokken 12. Du kan se alle oddsene her.