Lyt til artiklen

Costa Cruises nye skibe får plads til 6.600 passagerer. Det er 300 flere end på det største nuværende skib.

I de senere år har det ellers været Concordia-ulykken, som det italienske rederi Costa Cruises har været mest omtalt for. Ulykken i januar 2012, hvor kaptajnen sejlede »Costa Concordia« for tæt på øen Giclio nordvest for Rom, så skibet grundstødte, og 32 af de 4.229 passagerer og besætningsmedlemmer om bord omkom.

Nu satser det italienske rederi imidlertid på fremtiden og har netop bestilt to nye krydstogtskibe på Meyer Skibsværf i Turku (Åbo) i Finland. Skibene skal leveres til Costa Cruises i 2019 og 2020, og de får hver 2.600 passagerkahytter med plads til i alt 6.600 passagerer.

Læs også: Fem dage på hverdens største krydstogtskib

De nuværende største krydstogtskibe målt i antal passagerer er Royal Caribbeans to skibe »Allure of the Sea« og »Oasis of the Sea«, som hver har en maksimumkapacitet på 6.296 passagerer.

De to skibe blev også bygget i Finland, og det var under stor mediebevågenhed, da de på sejladsen fra værftet skulle under Storebæltsbroen, hvor gennemsejlingshøjden er 65 meter.

Skibene er med skorsten 72 meter høje, men når skorstene blev sænket, nåede de ned på 64,99 meter og med lavvande samt regulering af skibets fart, så det blev sat dybere i vandet, passerede de uden problemer under broen.

De nye skibe skal også under Storebæltsbroen, når de skal forlade værftet i Finland, så selv om de får plads til flere passager, bliver de ikke højere end de nuværende største krydstogtskibe.

Læs også: Vikingekrydstogt