De røde grusbaner ligger med udsigt over det blå Adriaterhav, og inde i landet breder vinmarker og oliventræer sig, som var det i Toscana. Men her er endnu smukkere, siger de lokale på Istrien-halvøen, hvor tennisbyen Umag ligger.

Det var det første, vi så, da vi kørte ind i byen – bolde.

I den store rundkørsel, hvor man her som så mange andre steder må have en kunstnerisk udsmykning i midten, ligger en bunke mandshøje stenkugler. Ved nærmere eftersyn afsløres, at deres overflade er beklædt med kakler, og at de har umiskendelige tennisbold-aftegninger.

Rundkørslen ligger i udkanten af Umag – en lille, undseelig by omgivet af mere end 40 km kystlinje ud til Adriaterhavet helt oppe i Kroatiens nordvestlige hjørne. Der er kun en halv snes kilometer i bil til grænsen til Slovenien, og en anelse længere mod nord ligger Italien og Trieste.

Umag er i Danmark ikke nær så kendt som den kroatiske turistmagnet Dubrovnik længere mod syd. Men blandt tennisspillere er den et mekka.

Det er små 40 år siden, at de lokale turistfolk fik idéen om at kombinere sport og turisme for at forlænge turistsæsonen ud over de tre hektiske sommerferiemåneder. Og man valgte at satse på tennis, som dengang var en hastig voksende sportsgren. Senere er fodbold og håndbold kommet til sports-tilbuddene i byen. Det er i Umag, både det kroatiske håndbold- og fodboldhold er i træningslejr.

Men det er stadig tennis, Umag er mest kendt for.

Umag er et mekka for tennisspillere.
Umag er et mekka for tennisspillere. Foto: PR
Vis mere

Noget for enhver tennisspiller

I byen og nærmeste omegn er der 65 tennisbaner. 26 af dem ligger i Umag Tennis Academy, som har tilbud til alle tennisspillere fra børn og glade seniormotionister til professionelle.

Både amerikaneren Serena Williams og kroaternes egne tennishelte Goran Ivaniševic, som er den første og indtil eneste, der med et wildcard har vundet Wimbledon, og Marin Čilić, som vandt US Open i 2014, har pudset formen af på akademiets baner inden de store turneringer.

Umag er selv også vært for store turneringer. 12 af de 65 tennisbaner ligger på Umag ATP stadion, hvor man sidste år fejrede ATP tennisturnering nummer 25. Byen er på den anden ende hvert år i juli, hvor turneringen afvikles. Den 26. ATP Umag blev indledt i går og spilles til 26. juli.

Senere i år er der verdensmesterskab for Super Seniors – spillere over 65 år – på baner. Det er i oktober.

Da jeg besøger Umag, er det forår, men målt efter dansk vejr minder det mere om sommer.

Foto: Judith Betak
Vis mere

Første morgen vipper temperaturnålen over 20 grader, der er næsten ingen vind, og solstrålerne glimter i havet små hundrede meter fra tennisbanerne.

Om et par minutter vil træneren dukke op med kurven fyldt med gule bolde. Et par timers effektiv træning ligger foran mig. Jeg er alene på banen. I denne uge er der ikke spillere til akademiets faste gruppetræningsforløb, som tilbydes tennisturister som mig. Men så konverteres bare til individuel træning, og det er effektiv træning.

På banerne omkring mig er der også aktivitet. Det er en østrigsk tennisklub, som er i gang med at afvikle deres egen interne turnering. Min træner, Bruno, fortæller, at akademiet også huser arrangerede tennisrejser med egne trænere.

Hvis vejret her før sæsonen skulle være regnfuldt, er der fire overdækkede baner. I højsommeren fungerer overdækningen som skygge, da fjerner man siderne, så der også kan komme en svalende brise ind over banerne. Om sommeren har akademiet i øvrigt også tenniscamps for børn og unge.

To timer hver formiddag piller Bruno tillærte unoder ud af mit spil og får mig tilbage til de rene grundslag.

»Du belaster kroppen og dine led for meget med de urene slag,« formaner han.

Den nylige Wimbeldonvinder Serena Williams er en af de stjerner, der har spillet på banerne i Umag.
Den nylige Wimbeldonvinder Serena Williams er en af de stjerner, der har spillet på banerne i Umag. Foto: PR
Vis mere

Tid til at være turist

Om eftermiddagen kan jeg være turist. Tennisbanerne ligger i turistområdet Katoro et par kilometer nord for Umag by. Her er flere former for overnatningsmuligheder, camping, ferielejligeder, bungalows og hoteller.

Jeg bor lige ved siden af banerne i et af byens to dyre fem-stjernede hoteller, som også er områdets eneste voksenhotel, Malia Coral.

Men prisniveauet her uden for højsæsonen kan nu ikke afskrække. En uges ophold med halvpension koster godt 2.600 kr. pr. person, og i restauranten koster en flaske af husets vin – den gode lokale – omkring 100 kr.

Fra hotellet er der en cykel- og gangrute samt et lille elektrisk turisttog, som kører i rutefart langs kysten mellem hotellerne og Umag by. Taxaer er sammenlignet med det øvrige prisniveau en dyr fornøjelse.

Endnu er bycyklerne ikke sat frem i deres parkeringsområder. Men senere på sæsonen udleverer hotellerne cykelnøglekort til gæsterne. De låser cyklerne fri af holderne og registrerer, når man sætter dem tilbage igen, og man afregner så sit cykelforbrug ved afrejse.

Der er også almindelig cykeludlejning – og masser af cykelruter. 150 kilometer i området, får jeg fortalt.

Vi cykler ikke ind til byen, men nordpå op mod det nordvestlige hjørne af den hjerteformede Istrien-halvø, som er 3.476 kvadratkilometer stor. Det er en god bid større end Fyn.

Grønne olivenmarker.
Grønne olivenmarker. Foto: PR
Vis mere

Efter nogle kilometer er vi ved det vestligste punkt ved Savudrija eller Savolvore, som den lille by også hedder. Isrien er tosproget område, kroatisk og italiensk. Der er kroatiske skoler og italienske skoler, og børnene skal lære begge sprog plus de udenlandske, som de kalder dem: engelsk og tysk.

Vi kommer forbi flere strande. Ikke sandstrande, som vi kender det hjemme, men små bugter med stenstrande. Småsten på bunden i stedet for sand betyder så til gengæld krystalklart vand.

Første mål er et af områdets seværdigheder. Dem har Umag bestemt ikke mange af, men fyrtårnet ved Savudrija er det ældste i Adriaterhavet, tegnet af en schweizisk arkitekt og bygget i 1818. Der knytter sig naturligvis en romantisk fortælling til tårnet og den unge arkitekt. Han skulle have forelsket sig i en ung lokal pige, men mens han var hjemme for at ordne praktiske ting inden deres bryllup, fik han besked om, at hun var død. Arkitekten kom aldrig tilbage og så aldrig fyrtårnet færdigt, siger legenden.

Fyrtårnet er stadig i brug. Man kan komme op i det og nyde udsigten over havet, kysten og den nærliggende bugt med de sjove stiladser, som fiskerne stadig bruger til at hejse deres små både op i, så de er beskyttet i stormvejr. Og udsigten over land, det grønne bagland, hvor der venter flere oplevelser: Olivenmarker.

Man har dyrket oliven i Istrien i to tusinde år, helt tilbage til romertiden. I nyere tid blev oliventræerne dog glemt lidt, til man for 20-30 år siden igen fik gang i en målrettet produktion.

Oma Jolas økolologiske olivengård

Oma Jolas økologiske olivengård er åben for turistbesøg. Man har ganske vist ingen olivenolie at sælge, for vejret sidste år var helt umuligt, og med en produktion uden sprøjtning blev høsten ødelagt.

Michael Pavlovic, som har overtaget driften af forældrenes gård, tog konsekvensen:

»Vi vil ikke blande andres olivenolie i vores, for så kan vi ikke være sikre på kvaliteten. Derfor har vi meddelt vores kunder, at der ingen olivenolie er i år. Men vi har te.«

Med træer, som ikke sprøjtes, kan man høste bladene og tørre dem til te. Han byder på en kop af den let bitre te, som skulle have så mange gode egenskaber, blandt andet mod for højt blodtryk.

Lidt derfra ligger en anden olivengård, Mate, som også tager imod turister.

Den er meget større og drives ikke økologisk, men med sparsom brug af sprøjtemidler, fortæller Aleksandra Vekić. Hun er også anden-generation og har overtaget driften af olivenolie fra de træer, som hendes far, Mate, plantede.

I dag har familien 3.000 træer omkring gården og 27.000 træer på andre marker i omegnen. Hvert træ giver omkring en liter olivenolie. Aleksandra fortæller, hvordan man har de tre lokale olivensorter, Buža Puntoša, Istarska Bjelica og Karbonaca, og skænker smagsprøver af de tre forskellige varianter i små glas. Lidt mærkeligt at drikke olivenolie, men den er så fin i smagen, at det faktisk er en fornøjelse.

Vi slutter besøget i Savudrija i en af områdets allerbedste restauranter, »La Pergula,« hvor Fabrizio Vesnarer, som har overtaget faderens restaurant, fremtryller gastronomi, der er michelinstjerner værdig, hvis den franske guide ellers ville have øje for Kroatien.

Lækre asparges i anderledes indpakning.
Lækre asparges i anderledes indpakning. Foto: Judith Betak
Vis mere

Frokostmenuen er bygget op om asparges. Det er sæson lige nu, men her spiser man vilde asparges. De er grønne, tynde og let bitre. Hver ret er en oplevelse. En dukker op i en lille konservesdåse, vi selv skal åbne, en anden er et kunstværk på en tallerken. Asparges som puré, som skum eller bare dampet og pyntet med skiver af den lokale sorte trøffel.

Og det hele afsluttes med en hjemmelavet is overhældt med olivenolie – den smager også godt i den sammenhæng – til en kop stærk espresso.

En enkel by på en halvø

En anden dag tager vi sydpå. Denne gang i bil, men der går også busser.

I Umag bor der omkring 13.000 mennesker. Byen var oprindelig en fiskerby uden megen indflydelse, og det ses i den gamle bydel. Her er ingen paladser eller fine udsmykninger, men bare en enkel by på en ø, som senere blev en halvø, med rustikke huse omkring torvet og Mariæ Himmelfart-kirken.

15 km længere mod syd ligger Novigrad, en meget mindre by med knap 4.500 indbyggere. Byen er også bygget på en lille ø, men her er en velbevaret bymur fra den tidlige middelalder omkring byens smalle, snoe-de gader med små butikker og flere huse i venetiansk gotisk stil.

Yderligere 15 km sydpå ligger Poreč, som er UNESCO verdensarv. Byens historie går tilbage til romertiden, her er arkæologiske udgravninger, og bymuren er fra dengang. Her er endnu flere smukke venetianske bygninger og den imponerende Eufrasius basilika midt i den gamle bydel, som også her ligger på en halvø.

Adriaterhavet plasker op på havnen i Umag.
Adriaterhavet plasker op på havnen i Umag. Foto: Iris
Vis mere

Byen var et kulturelt centrum under den venetianske periode, og forskellen til fiskerbyen Umag er åbenbar. Her er en anderledes forfinet, næsten romantisk atmosfære.

Poreč er med omkring 17.000 indbyggere Istriens næststørste by.

Den største er Pula, som ligger på sydspidsen af Istrien-halvøen, 80 km fra Umag. Det var her, man udbyggede i den østrigske periode, og det ses i byens arkitektur. Her bor knap 60.000, og det er her, lufthavnen ligger.

Der er motorvej fra Pula og nordpå til grænsen, der går inde i landet. Vi foretrækker den smallere, men langt smukkere vej langs kysten, og her uden for sæsonen er der næsten ingen trafik.

Snart er vi igen ved rundkørslen med de store tennisbolde – tilbage i Umag, som ud over sin tennis har så meget andet at byde på.

Rejseliv var inviteret til Umag af Visit Croatia og Istria Tourist Board