Den tidligere direktør for Danske Bank Thomas Borgen har brugt 16,1 million kroner på advokater, så han kan forsvare sig i retten.

Det fremgår af et processkrift for sagens omkostninger i en sag, hvor han er sagsøgt for 2,5 milliarder kroner på grund af sin rolle i bankens estiske hvidvasksag.

Men over for B.T. afviser Danske Bank at svare på, om banken betaler advokatregningerne for den tidligere topchef.

»Vi kommenterer ikke igangværende retssager,« skriver pressechef Stefan Singh Kailay.

Ifølge Berlingskes journalist Michael Lund blev Thomas Borgen under mandagens retsmøde spurgt, hvem der havde betalt hans advokatregninger.

»Jeg vi tro, det er Danske Bank,« svarede han ifølge journalisten.

En række investorer har sagsøgt Thomas Borgen, efter de investerede penge i Danske Bank i perioden 2014 til 2018, hvor de har lidt tab.

Thomas Borgen har – mener investorerne – tilbageholdt oplysninger, som har påvirket kursen for Danske Banks aktier.

Den tidligere Danske Bank-topchef har brugt over 16 millioner kroner på i alt 7.473 advokattimer i perioden 20. februar 2020 til 31. august 2022.

Borgens advokater har dog endnu ikke udarbejdet sagens hovedforhandling, så den del er opgjort ved et foreløbigt skøn i de ovenstående udgifter.

Desuden er Borgen indblandet i en anden sag – den såkaldte Deminor 2-sag – hvis udgifter slet ikke er gjort op.

Borgen mener selv, at udgifterne har været nødvendige.

»Det er Thomas Borgens opfattelse, at et advokatsalær svarende til ovennævnte beløb har været nødvendigt for en forsvarlig førelse af sagen grundet sagens karakter og omfang,« står der i processkriftet.

Sagen mod Thomas Borgen startede i onsdags. Den forventes afsluttet 11. oktober efter ti retsdage.