Der var lagt i kakkelovnen til fyrig debat mellem Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, og formand for det nystiftede parti Danmarksdemokraterne Inger Støjberg fredag formiddag.

De to partiformænd tørnede nemlig sammen til debat i Radio4-programmet 'Det Blå Hjørne', hvor folketingsmedlem fra Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen også deltog.

Programmet var meget imødeset, og den massive interesse fik da også radiosignalet til at bryde sammen.

Det oplyser Radio4 på sin Facebook.

Det kom dog til sidst op at køre igen.

Tidligt i debatten annoncerede Støjberg, at hun ønskede at fokusere på fællesmængden mellem de tre partier.

»Der er ingen grund til at slås internt. Kampen skal tages mod dem på banen i de røde blusser, ikke mod de andre i omklædningsrummet,« sagde Støjberg.

Da Messerschmidt ved DFs sommergruppemøde onsdag luftede ønsket om en debat, var det dog med argumentet om, at det ville være godt for vælgerne at kende forskellen på DF og Støjbergs parti.

DF-formanden var derfor også hurtig til at spørge ind til Støjbergs holdning til de internationale konventioner, som DF ønsker at træde ud af.

»Det handler om politik. Derfor vil jeg gerne vide, hvor Danmarksdemokraterne står i forhold til konventionerne,« sagde Messerschmidt.

Støjberg lagde vægt på, at det under hendes tid som udlændinge- og integrationsminister, da hun var i Venstre, faktisk lykkedes at ændre i dele af konventionerne.

»Vi kan ikke som et lille land stå fuldkommen alene. Vi har før været med til at ændre i konventionerne i forhold til statsborgerskab til kriminelle.«

»Det kræver meget at ændre. Men jeg tror, at det er den rigtige og mest fornuftige vej,« sagde Støjberg.

Under debatten kom trioen også omkring flygtningekrisen i 2015, hvor Messerschmidt mente, at den daværende regering svigtede.

»Når jeg kigger tilbage på den valgperiode, hvor Støjberg var integrationsminister, så skulle vi i DF have gået mere til stålet og have væltet regeringen,« sagde Messerschmidt.

Støjberg understregede, at hun dengang kæmpede for og var med til at indføre grænsekontrollen.

»Vi gik absolut til kanten dengang, og det var det helt rigtige at gøre,« sagde hun.