Både før, under og efter BTs debat mellem integrationsminister Inger Støjberg og erhvervskvinden Stine Bosse under Folkemødet, har det slået gnister mellem de to. Inger Støjberg fortsætter i mandagens BT krigen med dette indlæg.
Det nytter ikke noget at basere vores integrationsindsats på luftkasteller og urealistiske drømmebilleder af dem, der kommer hertil.
Der er reelle udfordringer med parallelsamfund og dårlig integration. De går ikke væk ved at male rosenrøde billeder og tale floromvunden snak om velsignelserne ved et multikulturelt samfund.
I går sluttede Folkemødet på Bornholm. Det var som altid en folkelig fest, hvor der både var tid til hygge og til gode politiske debatter. Selv havde jeg fornøjelsen af at møde erhvervskvinden Stine Bosse til en debat om integration arrangeret at denne avis.
Og jeg tror ikke, tilhørerne blev skuffede over graden af uenighed mellem os. Stine Bosse er en kvinde med et stort hjerte og gode intentioner. Og jeg tvivler ikke på, at hun reelt ønsker at sikre bedre integration af udlændinge i Danmark.
Men jeg synes også, at hun har en tendens til at male et alt for rosenrødt billede af de udlændingepolitiske udfordringer, vi står med. Da de syriske flygtninge begyndte at strømme til Danmark for to-tre år siden, var hun blandt dem, der fremstillede syrerne som en arbejdskraftsressource, der kunne afhjælpe mangel på arbejdskraft på det danske arbejdsmarked.
Forleden fik vi så fakta fra Rockwool-Fonden, og sandheden er, at to tredjedele af syrerne i Danmark kun har en grundskoleuddannelse. Kun tre procent har en lang videregående uddannelse.
Det ligner det billede, vi kender fra øvrige ikke-vestlige indvandrere i Danmark. Det er også derfor, at Finansministeriet for nylig kunne fremlægge tal, der viste, at den samlede omkostning ved den ikke-vestlige indvandring er 33 mia. kr. Derudover efterlader det os en værdimæssig regning på grund af den manglende integration, som kan være næsten ubetalelig.
Bosse er også blandt dem, der går meget op i ’tonen i debatten’, og som tilsyneladende tror, at vi kan tale integrationen bedre, hvis vi bare alle sammen taler som en mellemting mellem Margrethe Vestager og Gandhi.
Det tror jeg personligt ikke på. Hvis tonen var afgørende for, om vi lykkes med integrationen, så burde Sverige være et sandt integrationsmekka. Men Sverige er vel nærmere det land i Europa, hvor udlændingepolitikken har ændret samfundet mest, og hvor integrationsproblemerne er størst. Bare tag et smut til Malmø, hvor der har været dusinvis af skyderier i de seneste år.
Bosse er godt på vej til at fjerne sig fra den virkelige verden og i stedet forskanse sig i den helt særlige position, som man kun finder blandt veluddannede mennesker, som i deres iver efter at være gode mennesker har alle de rigtige holdninger, men alle de forkerte svar.
Jeg går op i, at vi gør det rigtige. At vi får bremset tilstrømningen, så integrationsopgaven bliver mere overskuelig. At vi får stillet rette og rimelige krav til dem, der kommer hertil, om, at man skal forsørge sig selv og tage de danske værdier til sig. Og at vi får sat effektivt ind over for parallelsamfund og social kontrol, der desværre trives i indvandrermiljøerne.
De udfordringer, vi står med, er reelle, og de er store. Første forudsætning for, at vi lykkes med at sikre bedre integration, er, at vi åbner øjnene og melder os ind i den virkelige verden. Det gælder også – og måske særligt – Stine Bosse.
