Ud med Pernille Skipper og ind med Søren Pape.

Sådan lyder tilbuddet til statsminister Mette Frederiksen fra den konservative leder Søren Pape Poulsen.

»Vores mandater kan erstatte Enhedslistens. Og vi skal væk fra den røde politik,« siger Søren Pape i sin tale på det konservative landsråd i Herning.

»Jeg tror, Socialdemokraterne er mere enige med os end med Enhedslisten på en række punkter: Udlændinge, politi, erhverv og sundhed. Og jeg håber, de vil samarbejde med os,« siger han i et efterfølgende interview.

»Da jeg var justitsminister, lavede jeg mange aftaler med netop S og DF. Og det håber jeg kan fortsætte nu. Forskellen på Thorning-regeringen og Frederiksen-regeringen er, at dengang var vores mandater værdiløse. Det er de ikke nu,« tilføjer han.

Enhedslisten har 13 mandater, Konservative har 12. Søren Pape er damernes ven. Konservative fik ved sidste valg for første gang flere kvindelige end mandlige stemmer.

Det har Søren Pape oplevet konkret, da han talte med et ægtepar. Efter at have forklaret sin politik, siger kvinden til sin mand:

»Måske skulle vi flytte vores kryds til Konservative ved næste valg.« Hvorefter hun uden at konferere med manden tilføjer: »Det tror jeg, vi gør.«

Det var der mange, der gjorde ved sidste valg. Konservative fordoblede deres mandatantal. Men de mistede regeringsmagten, og spørgsmålet er nu, hvordan de får indflydelse, og hvordan blå blok kan trække stemmer over midten og vinde et valg.

Hvis de blå partier laver aftaler med regeringen enkeltvis, kan det forlænge regeringens levetid.

»Jeg mener ikke, det er et spørgsmål om enten eller. Selvfølgelig skal vi finde sammen i blå blok. Men vi er også i arbejdstøjet og må få indflydelse, hvor vi kan. Jeg er pragmatiker. Enhedslisten må ikke få lov at bestemme i Danmark,« siger Søren Pape.

Snarligt skal han mødes med den nye Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og prøve at finde samhørighed. De er uenige om mange ting. Konservative vil have skattelettelser, 70 pct. mindre CO2 og mindre offentlig sektor.

»Vi finder ud af det,« lyder det fra Søren Pape, som har taget det pænt, at han blev skrottet af Lars Løkke i valgkampens sidste fase, hvor den tidligere statsminister pludselig ville danne regering med S og skrotte LA og K. Et af Papes vitgtigste punkter er, at han vil have mere politi.

»Vi skal have 600 flere betjente. Det er afgørende vigtigt,« fastslår den 47-årige partileder, som også har gjort sit parti til det grønneste borgerlige parti.

I sin tale fortalte Søren Pape også om sin barndom og opvækst i Bjerringbro.

»Mine forældre havde 14 søskende, så hele min tid som teenager var jeg konstant til sølvbryllup. Jeg er vokset op med suppe, steg, is og el-orgel. Men også med en viden om, hvordan sådan nogle familier holder sammen,« sagde han.