SF's nye integrationsordfører ved, hvad det handler om.

Hun er født i Tyrkiet, opvokset i Vollsmose og blev gift i et arrangeret ægteskab som 17-årig.

»Vollsmose er ikke Danmark. Det er som at opholde sig i en provinsby i Tyrkiet,« siger Halime Oguz om den kontroversielle bydel i Odense.

For nylig blev statsminister Mette Frederiksen (S) kritiseret for at have sagt:

»Man må  ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.«

Foto: Nikolai Linares / Byrd
Vis mere

Hun blev beskyldt for at skære indvandrere over en kam og samtidig for at bruge ordet forkert, fordi mange af de unge er født i Danmark og derfor ikke er indvandrere.

Sådan ser Halime Oguz ikke på det:

»Jeg har et stort problem med, at de to politiske fløje er så optaget af, om hun har sat et komma forkert. Uden at forholde sig til, at det går ud over almindelige danske borgere, der bliver ramt af usikkerhed. Det bliver til et indstuderet teaterstykke, hvor fløjene indtager nogle velkendte positioner i stedet for rent faktisk at forholde sig til substansen. Vi skylder også drengene at sige, at det ikke er i orden, og at det har konsekvenser. Det hjælper ikke drengene at putte dem i en offerrolle. De ødelægger det for sig selv og mange mennesker. De bor i verdens bedste land med gratis sundhedsvæsen og skolevæsen. Det skal værdsættes,« siger hun.

Halime Oguz er ellers datter af en moderne kurdisk gæstearbejder, der kom til Danmark i 1970, lærte dansk lynhurtigt og altid fulgte med i danske nyhedsudsendelser. Alligevel blev hun som ung fanget ind i en subkultur – et muslimsk parallelsamfund, hvor social og religiøs kontrol var hverdag.

Hun blev familiesammenført som seksårig, og i 1979 flyttede familien til Vollsmose, samtidig med at den islamiske revolution brød ud i Iran og forvandlede landet til en teokratisk republik. Fra da af gik det galt.

Vollsmoses kvinder med deres børn samledes for at lytte til mellemøstlige imamers brandtaler mod Vesten, indtalt på tilsendte kassettebånd. Moren begyndte at gå med tørklæde, der dækkede hele håret, og tøj, der dækkede hele kroppen, og faren begyndte at bede fem gange om dagen.

»At bo i Vollsmose er som at opholde sig i en provinsby i Tyrkiet. Det er i hvert fald ikke Danmark. Mønstrene mellem køn bliver tydelige. Jeg blev opdraget som en pige og fik ikke lov til noget, hvorimod mine små brødre fik lov til det hele. Jeg turde ikke tale med en dreng fra klassen, så gik rygterne i gang. Jeg kunne ikke frit gå i tøj, jeg havde lyst  til. Man skulle helst ikke se formerne. Og nederdele skulle gå til under knæet.«

Foto: Byrd / Nikolai Linares
Vis mere

»Vi blev udspurgt, om vi nu havde husket at bede vores bønner, og mine brødre blev sendt på koranskole i weekenderne,« siger Halime Oguz.

Hun blev gift som 17-årig i et arrangeret ægteskab.

Få uger efter, at de havde mødt hinanden første gang, fik de mulighed for at være i enrum, så de bedre kunne se hinanden an.

»Pludselig spørger han mig, om han må holde mig i hånden. Det skulle jeg aldrig have sagt ja til,« siger Halime Oguz.

Da Halime senere fortalte sin mor, at hun ikke ønskede en fremtid med ham, lød svaret:

»Det er du nødt til, for du har jo holdt ham i hånden.«

Hun blev formelt gift på rådhuset på sin 18-års fødselsdag og var gravid.

»Ægteskabet var baseret på, jeg skulle være god hustru og mor. Så var min mission opfyldt. Jeg var i det i 14 år. Han havde ikke boet særlig længe i Danmark, og han gik meget op i, at kvinder skulle være på en bestemt måde. Jeg blev udsat for nidkær social kontrol, Big Brother over det hele.«

»Jeg troede, ægteskab var lig med frigørelse, men havde gjort regning uden vært. Jeg blev overført fra en patriark til en anden. Kvinderne konkurrerer om at være gode til madlavning og rengøring. Hjemmene lugter af klorin.«

Foto: Byrd / Nikolai Linares
Vis mere

»Danske kvinder taler om sangtekster og lignende, der er sexistiske, og som de ikke vil finde sig i. De har min fulde støtte. Men jeg savner, at kvindekampen i langt højere grad også åbner øjnene for de alt for mange muslimske medsøstre, der lever under forhold, de ikke ville kunne leve under i to minutter. Eller tillade, at deres døtre lever under. Vi kan ikke sige, at vi har ligestilling, når vi har denne kæmpe store gruppe af kvinder, der lever under patriarkatets åg,« siger Halime Oguz med vrede i stemmen.

»Jeg var ved at visne i mit ægteskab. Jeg var fordærvet. Mange piger bliver bortgiftet som unge og har svært ved at løsrive sig,« fortsætter hun.

Efter skilsmissen studerede hun på universitetet, og efter en Facebook-diskussion med Naser Khader tilbød han hende en praktikplads.

»Jeg fandt et værelse i København og var helt klar, men så gik Naser Khader pludselig af som formand for Liberal Aliance, og så røg praktikpladsen. Jeg tænkte: 'Shit, hvad gør jeg nu?'«

»Jeg ledte desperat efter et andet sted og opdagede, at SF manglede en praktikant. Det var Karsten Hønge, og da jeg var færdig der, meldte jeg mig ind i SF og blev noget tid efter opfordret til at stille op – først til byrådet og så til Folketinget.

Ved sidste folketingsvalg kom hun ind, og for nylig blev hun udnævnt til integrationsordfører.

»Jeg er troende muslim. Men jeg beder ikke og faster ikke. Min tro er baseret på en mere filosofisk tilgang. Jeg finder det problematisk, at nogle sætter religionen foran at være menneske. Det kan virke frastødende, at nogle muslimer skilter med deres religion på den måde.«

»De røde har været så fokuseret på hudfarve, at de har glemt deres egne værdier. Man skal gøre op med patriarkatet og kvindenedgørelsen og religion, men det gælder så åbenbart ikke islam. Men nu synes jeg, SF har fundet sine egne ben.

»Jeg er for Muhammed-tegningerne. Jeg er for ytringsfriheden, så længe der ikke opfordres til vold. Det er ytringsfriheden, der gør, at vi har så veludviklede demokratier og samfund i Vesten,« siger Halime Oguz.