Flere forhenværende socialdemokratiske profiler erkender, at partiet førte en for slap udlændingepolitik igennem 80’erne og 90’erne.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen erkendte forleden i en tale for 1.000 partimedlemmer, at fortidens udlændingepolitik var en fejl. Efter at have præsenteret et nyt principprogram med en ny strammere linje, slog hun fast, at der skulle være grebet ind langt tidligere og hun skulle have lytte til Vestegnsborgmestrene, der dengang sad ved magten.

Men hvad med de Socialdemokrater, der i firserne og halvfemserne sad ved magten, og nu får at vide, at deres kurs var en ommer?

Forhenværende indenrigsminister og Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen erkender, at man dengang førte en forkert politik på udlændingeområdet. Noget, som han også selv advarede om.

»Jeg var hele tiden enig med de borgmestre på Vestegnen, der så et problem i, at der kom for mange udlændinge. Dengang Danmark fik en masse flygtninge fra Jugoslavien, der sagde jeg også, at vi ikke kunne klare så mange,« siger Thorkild Simonsen til BT.

Han erkender, at kravene til udlændinge har været for slappe, noget han selv bærer et ansvar for. Derfor roser den tidligere Aarhus-borgmester også Mette Frederiksens kursændring.

»Det meste af Folketinget har ændret kurs på det her område. Jeg er ikke kritisk over, at vi strammer lidt op. Måske skulle vi have været dygtigere til at sende udlændinge på en arbejdsplads i stedet for at sende dem på en skolebænk i første omgang,« siger Thorkild Simonsen.

Også forhenværende socialminister og overborgmester i København Ritt Bjerregaard (S) mener, at der er brug for en helt anden kurs i dag, end man havde dengang, men samtidig, at de ikke kunne have gjort noget anderledes dengang.

»Man må se i øjnene, at hvis dét, man gjorde i starten ikke virkede, så må man gøre noget andet, men der er ikke nogen grund til at skælde ud på folk, der har gjort sig umage. Jeg tror ikke, at vi kunne have gjort noget anderledes dengang,« siger Ritt Bjerregaard til BT.

I kunne vel have ført en strammere udlændingepolitik?

»Nej, det tror jeg ikke, der var stemning for dengang. Det er muligt, at det kunne have hjulpet. Det er fint, at Mette Frederiksen er blevet klogere. Hun var jo ikke særlig aktiv dengang, og det er godt, at hun kan se tingene med andre briller. Det er en bedre kurs, der er nu, og den svarer til dét, der foregår i 2017,« siger den forhenværende minister.

Tidligere skatteminister Ole Stavad (S) erkender også, at datidens udlændingepolitik var fejlslagen.

»Ting ændrer sig, og den verden vi har i dag, er meget anderledes, end det vi sad med i 80’erne og 90’erne. Selvfølgelig er det sket fejl på udlændingeområdet, men erkendelsen af det har nok været svær,« siger Ole Stavad.

Forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen har ikke ønsket at kommentere Socialdemokratiets nye kurs på udlændingeområdet.