Socialdemokraten Yildiz Akdogan har ikke længere nogen ordførerskaber for sit parti. Nu fortæller ledelsen af partiet, at det ikke har noget med udlændingepolitik at gøre.

»Det er korrekt, at Yildiz ikke længere er psykiatriordfører. Jeg kan afvise, at det handler om udlændingepolitik. Vi ændrer ind i mellem på rollefordelingen, og Yildiz’ gode arbejde for Socialdemokratiet kommer naturligvis til fortsat at skabe værdi for os alle,« siger gruppesekretær Christine Antorini.

Hvorfor rollefordelingen er blevet ændret, har ledelsen ikke ønsket at uddybe over for BT.

Yildiz Akdogan har bekræftet over for både BT og POV International, at hun ufrivilligt fik frataget sit psykiatriordførerskab for en måned siden, men ikke hvorfor. Hun fandt ud af, hun var blevet fyret, da et referat fra et gruppemøde blev sendt ud til alle i gruppen på mail. Her fremgik det, at politikeren ikke længere var ordfører, oplyser hun til BT.

»Jeg synes, det er drønærgerligt, at man ikke vil gøre brug af de kvaliteter og kompetencer, vi alle i gruppen har,« siger Yildiz Akdogan til POV International.

Kilder har fortalt BT, at de mener, fyringen skyldes, at hun sammen med tre andre socialdemokrater ikke mødte op til afstemningen om forslaget om ikke at modtage kvoteflygtninge, fordi hun var uenig i forslaget. Et af de andre medlemmer, der ikke dukkede op, var blandt andet Mette Gjerskov, der også er blevet fyret som udviklingsordfører, fordi hun stemmer imod burkaforbudet. Altså en straffeaktion.

Men S-toppen har altså en anden version, som ikke handler om udlændingepolitik, som ellers var tilfældet i sagen om Mette Gjerskov, hvilket de også meldte helt klart ud dengang.

Dermed hersker der altså flere forskellige versioner af begrundelsen for fyringen af Yildiz Akdogan i S-gruppen.

Til BT siger Akdogan, at hun ikke vil kommentere på, hvorfor hun er blevet fyret, men tilføjer.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft helt klare holdninger til kvoteflygtninge. Det har jeg også ytret mig om - også til min ledelse.«

Hun er drønærgerlig over fyringen og helt uforstående over for det drastiske skridt.

»Jeg har gjort mit bedste for at løfte mit ordførerskab på mit partis vegne. Stolt over at jeg har sat psykiatrien højere op på den politiske dagsorden - især ift psykisk sårbare børn og unge, hvor en stor del går ned med angst og depression, og det vil jeg fortsat arbejde med.«