Putins rige venner skal ikke længere have mulighed for at lande privatflyet på dansk jord.

Faktisk skal alle russiske fly lukkes ude af dansk luftrum på grund af invasionen af Ukraine.

Sådan lyder det nu fra Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

»Det er helt åbenlyst, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at ramme Vladimir Putin og hans rige venner. Det holder ikke, at vi sanktionerer, men samtidig lader dem flyve ind over dansk territorie i deres dyre privatfly,« siger hun til B.T.

Udelukkelsen skal også ramme fly fra russiske flyselskaber som det statsejede Aeroflot, der fortsat flyver til et utal af europæiske storbyer.

»De skal ganske enkelt ikke have et ben til jorden. Vi ser andre lande gøre det samme, og vi bør følge deres eksempel,« tilføjer Eva Flyvholm.

Blandt andet Polen, Estland og Tjekkiet har inden for det seneste døgn meddelt, at man lukker luftrummet for kommercielle fly og privatfly, der er indregistreret i Rusland. Det har ført til, at en lang række rutefly fra blandt andet Moskva og Sankt Petersborg de seneste timer er begyndt at flyve over Østersøen langs grænsen til polsk luftrum – og altså gennem det danske.

Det viser overvågningssitet Flightradar.

Ruslands største flyselskab, Aeroflot, flyver dagligt til et utal af europæiske storbyer - herunder til København.
Ruslands største flyselskab, Aeroflot, flyver dagligt til et utal af europæiske storbyer - herunder til København. Foto: Maxim Shemetov
Vis mere

Men en fuldstændig lukning af luftrummet, som Enhedslisten foreslår, får en lunken modtagelse hos Venstre.

»Det giver ikke særlig meget mening at gøre det på nuværende tidspunkt. Det ville ikke stoppe russiske rutefly fra at nå deres destination, og det vil også ramme eksempelvis SAS, der jo flyver over Rusland til Asien,« siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

Han understreger, at den slags beslutning ikke bør træffes af en lille håndfuld lande. Hvis man skal gennemføre sådan en manøvre, bør det være koordineret på tværs i hele EU.

Men I taler hele tiden for hårde sanktioner mod Rusland. Er det her ikke netop en mulighed for at statuere et eksempel?

»Jo, bestemt. Her synes jeg bare ikke, det gør andet end at ramme os selv. Vi vil gerne ramme Putin og Rusland hårdt. Konkret har vi opfordret til, at vi sender den russiske ambassadør ud af Danmark og lukker for import af russisk gas,« siger Michael Aastrup Jensen.

Han vil dog gerne se på, om man kan lave en mindre lukning for privatfly, da det kan »ramme Putins inderkreds af rige oligarker«.

B.T. forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).