Udviklingsminister Søren Pind (V) indrømmer nu blankt, at han har brudt au pair-reglerne. Det skriver Avisen.dk.

Det viser sig nemlig, at den unge filippinske kvinde, som passer ministerens børn, har været ansat på en ulovlig kontrakt.

Søren Pind har brudt reglerne ved ikke at give sin au pair pige en ny og gyldig kontrakt. Det skulle være sket, da ministeren og hans kone flyttede fra hinanden i februar.

- Udlændingeservice har vejledt mig om, at mig og min snart eks-hustru skal indgive selvstændige kontraktanmodninger i relation til vores au par. Dette vil vi gøre, skriver Søren Pind i en mail til Avisen.dk.

Det sker efter, at han onsdag sendt et brev til Udlændingeservice med nogle spørgmål, fordi han ikke kendte reglerne.

Efter en række spørgsmål fra Avisen.dk måtte ministeren erkende, at han ikke havde styr på reglerne.

Jeg har i dag modtaget svar og vejledning på baggrund af min henvendelse til udlændingeservice om min au pair ordning, udtaler Søren Pind.

Udlændingeservice har endvidere præciseret, at en forudsætning for dette er, at vores au pair skal have eget værelse til rådighed på begge adresser. Au pair-kvinden bor udelukkende hos Søren Pind, selv om hun også passer ministeren børn, når de er hos deres mor. I svaret til Søren Pind kræver Udlændingeservice, at hun også får bolig hos børnenes mor.

- Dette krav kan vi opfylde, men vil dog søge om dispensation, da vi finder det unødigt belastende for vores au pair, henset til den korte afstand mellem bopælene, at skulle flytte frem og tilbage hver uge. Det er rigeligt, at børnene skal udsættes for det, skriver ministeren til Avisen.dk.

Tirsdag sagde Merete Pårensgaard, kontorchef i Udlændingeservice, til Avisen.dk, at ugyldige kontrakter kan medføre udvisning af au pairen.

- Det er helt klart et brud med reglerne, hvis man deler au pairen og ikke har indgået to nye særskilte kontrakter. Konsekvensen kan være, at vi vil inddrage au pairens opholdstilladelse.