Lars Løkke Rasmussen må klare sig uden Moderaternes kommunikationschef den kommende tid. 

Ulla Østergaard, som er en af de tre ledere i partiets sekretariat, der blev nævnt med navn i indberetningen til Arbejdstilsynet angående arbejdsmiljøet i Moderaterne, har nemlig valgt at trække stikket i en periode. 

I forvejen har partisekretær Kirsten Munch Andersen samt vedkommende, der var politisk chef i partiets sekretariat, truffet beslutning om helt at stoppe i Lars Løkke Rasmussens parti. 

Det vil altså sige, at ingen toneangivende ledere for nuværende er at finde på Moderaternes sekretariats gange på Christiansborg. 

Ifølge B.T.s oplysninger har medarbejdere i Moderaternes sekretariat på et møde mandag fået at vide, at Ulla Østergaard skal på en tre uger lang ferie. 

Det afviser kommunikationschefen dog selv i et Facebook-opslag, hvor hun skriver, at hun holder 'et par fridage'.

»Dejligt med et par fridage. Katten Ole er glad for selskab og har sammen med mig fulgt med i Folketingets åbning,« skriver kommunikationschefen blandt andet og afslutter:

»Kan forstå fra nogle, at jeg er på tre ugers ferie. Det er jeg nu ikke.« 

Der er altså lige nu forvirring om, hvor længe Ulla Østergaard vil være væk fra sekretariatet på Christiansborg. 

B.T. har forsøgt at få svar fra Moderaterne på, hvor længe Ulla Østergaard planlægger at være væk.

Hverken Moderaternes midlertidige partisekretær, Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver Morten E. G. Brautsch eller Moderaternes pressetjeneste ønsker at bidrage med en kommentar. 

B.T. har også kontaktet Ulla Østergaard, der siden tirsdag ikke er vendt tilbage på henvendelser. 

Ulla Østergaard er som nævnt et af de navne i Moderaternes tidligere og nuværende ledelsesgruppe, der ifølge en indberetning til Arbejdstilsynet 15. august har spillet en nøglerolle i et arbejdsmiljø, der ifølge medarbejderne er præget af sexisme, mobning og en tyrannisk kultur.

Udover Ulla Østergaard blev partiets nu forhenværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og digitaliseringsminister Caroline Stage, der tidligere var politisk chef i Moderaternes sekretariat, nævnt ved navn i indberetning. 

B.T. har 29. august forelagt Ulla Østergaard de punkter i indberetningen til Arbejdstilsynet, der omhandler hendes person, samt stillet en lang række yderligere spørgsmål, men hun har på trods af gentagne rykkere på intet tidspunkt ønsket at kommentere sagen.

Ulla Østergaard tiltrådte som kommunikationschef hos Moderaterne 1. juni 2023. 

Medarbejderne blev overraskede, da Lars Løkke Rasmussen mandag den 2. september dukkede op til møde i partiet efter afsløringen af arbejdsmiljøet i partiet. Her er han flankeret af sin spindoktor og Ulla Østergaard i rød jakke i baggrunden. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Medarbejderne blev overraskede, da Lars Løkke Rasmussen mandag den 2. september dukkede op til møde i partiet efter afsløringen af arbejdsmiljøet i partiet. Her er han flankeret af sin spindoktor og Ulla Østergaard i rød jakke i baggrunden. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Inden da har hun haft en lang karriere som både redaktionschef, pressechef og ikke mindst som Lars Løkke Rasmussens spindoktor i perioden 2001 til 2006. 

Arbejdstilsynet kom efter B.T.s første historie 30. august om forholdene bag partiets kulisser flere gange på besøg hos partiets sekretariat på Christiansborg. Det har indtil videre resulteret i et såkaldt høringssvar fra tilsynet, der har fået flere eksperter til at udtale, at »de aldrig har set noget lignende«. 

Tilsynet har desuden skrevet til Moderaterne, at man har mistanke om, at forholdene i partiet udgør en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. 

Moderaterne skal nu inden en deadline i oktober tage stilling til en række krav fra Arbejdstilsynet.