»Hun er fuldkommen afkoblet fra virkeligheden.« 

Sådan lyder reaktionen fra studentermedhjælper i Moderaterne, Nathalie Mortensen, efter partisekretær Kirsten Munch Andersen lørdag klokken 18.00 tonede frem på TV 2 News med følgende besked: 

»Alle henvendelser, der måtte have været, har vi lyttet til, talt om og ageret på. Jeg genkender ikke det billede, der bliver tegnet.« 

Fredag kunne B.T. afsløre, at forholdene internt i Lars Løkke Rasmussens parti ifølge en række medarbejdere er præget af blandt andet mobning og sexisme, hvilket har fået i alt fem nuværende medarbejdere og enkelte tidligere medarbejdere til at sende en fem siders lang indberetning til Arbejdstilsynet. 

En indberetning, partisekretæren til TV 2 News lørdag aften sagde, at hun først fik kendskab til i går. 

»Det kan være rigtigt nok, at hun først vidste det med Arbejdstilsynet i går, men det er umuligt, at hun først i går vidste, at der hersker en grim kultur i hendes parti og i hendes ledelse,« siger Nathalie Mortensen. 

Nathalie Mortensen udtalte fredag til B.T., at hun 1. juli, altså for knap to måneder siden, ringede til selvsamme Kirsten Munch Andersen for at gøre hende opmærksom på de ting, der havde rystet hende, efter at have oplevet partiets organisation. 

»Jeg talte med hende i en time og 24 minutter, hvor jeg fortalte hende om forholdene. Jeg tænker, at det er meget vanvittigt, at jeg har varslet hende 1. juli omkring en meget stor utilfredshed i medarbejdergruppen om en person, der nu er chef, som har haft en seksuel omgang med fire ansatte og yderligere har været flittig med sexistiske kommentarer,« siger hun og fortsætter:

»Jeg sagde ordret til hende, at det var min fornemmelse, at hun skulle dykke voldsomt ned i det her. Yderligere sagde jeg, at journalisten i mig sagde, at det her var en historie, der var meget nem at gribe fat i. Derfor burde hun tage det op uanset hvad.« 

Det mener Nathalie Mortensen således ikke har været tilfældet. 

Flere både nuværende og tidligere ansatte bekræfter over for B.T., at de er fuldstændig enige med Nathalie Mortensen i, at det er »direkte løgn« at partiet har ageret på alle henvendelser. 

Alligevel hævder Kirsten Munch Andersen lørdag aften, at der ikke har været brud på partiets samværspolitik, også kaldet Code of Conduct

»Hun skal selvfølgelig sige de her ting, fordi hun er den øverst ansvarlige i sekretariatet. Hun skal også sige, at vi skal følge et code of conduct, men hvor hun ser, at det bliver fulgt i praksis, er for mig en gåde,« lyder det fra Nathalie Mortensen. 

Lørdag aften lød det videre fra Moderaternes partisekretær, at hun mandag vil mødes med partiets medarbejderudvalg og, at hun desuden vil rette henvendelse til Arbejdstilsynet. 

At Kirsten Munch Andersen vil indkalde sine ansatte til et møde, vækker dog ikke ligefrem begejstring hos alle i partiet. 

»Det udvalg, hun henviser til, sidder hun jo selv for bordenden af – og folk føler sig ikke trygge ved at bringe problemerne op, fordi hun er en del af problemet,« lyder det fra en ansat i partiet til B.T. lørdag aften. 

B.T. har forelagt Kirsten Munch Andersen kritikken. I et skriftligt svar oplyser partisekretæren: 

»Jeg har haft en god samtale med Nathalie, som jeg sætter stor pris på. Jeg er glad for, at Nathalie netop bare tog røget og ringede til mig. Vi havde en lang og direkte snak, hvor Nathalie fortalte om sine kollegaers private relationer og om dårlig sprogbrug,« skriver hun og tilføjer: 

»Jeg kan og skal ikke gribe ind overfor mine kollegaers private forhold. Men jeg skal sikre, at vores chefer, når de bliver chefer, ikke har forhold til medarbejdere - og det har de ikke haft. Jeg skal også stoppe og påtale dårlig sprogbrug. Det har jeg også gjort.« 

Hun tilføjer, at hun med henvendelsen til Arbejdstilsynet er blevet »helt opmærksom på«, at der er kollegaer, der ikke føler, at de kan gå til hverken nærmeste chef, arbejdsmiljørepræsentanten, ledelsen eller til medarbejderudvalget. 

»Det må vi tale om og finde en anden måde, hvor vi kan få håndteret de ting, der er svære. Det prøver vi først i medarbejderudvalget, og det håber jeg, alle vil bidrage til,« afslutter hun. ¨

Opdateret: Ved artiklens udgivelse var der i en kortvarig periode en beklagelig fejl i Nathalie Mortensens ene citat, der skyldes en misforståelse, som nu er rettet. Her fremgik det, at 'en chef havde haft seksuel omgang med fire ansatte’. Det er korrekt, at den pågældende medarbejder har haft de fire seksuelle relationer til ansatte, men den pågældende person har ikke været chef, mens forholdene har stået på. 

Du kan følge med i B.T.s livedækning af sagen HER.