De seneste meningsmålinger ser ikke for gode ud for Lars Løkke Rassmusens kriseramte regeringsparti.
Efter en periode med intern splid som følge af klager over dårligt arbejdsmiljø står Moderaterne i en ny Gallup-undersøgelse til at modtage kun 4,2 procent af stemmerne, skriver Berlingske torsdag.
Partiet fik 9,3 procent ved folketingsvalget i 2022, og der er således tale om mere end en halvering.
Det er den anden meningsmåling indenfor en uge, som viser relativt stor nedgang til Moderaterne.
Den seneste måling fra Voxmeter for Ritzau, som udkom mandag, viser, at Moderaterne står til at modtage blot 4,6 procent af stemmerne.
Begge målinger er foretaget, efter B.T. i slutningen af august kunne berette om, at en række medarbejdere i partiets sekretariat har klaget over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet.
Utilfredsheden blandt medarbejderne førte til et ni timers langt krisemøde i Moderaterne under stor mediebevågenhed. Torsdag sidste uge forlod folketingsmedlem Jeppe Søe partiet.
Søe, som selv internt slog alarm over medarbejdernes utilfredshed, er det tredje folketingsmedlem, som har forladet partiet, siden det gik i regering med Venstre og Socialdemokratiet i 2022.
De to andre, Mike Fonseca og Jon Stephensen, måtte gå som følge af hver sin møgsag. Ligesom Søe er de nu løsgængere.
B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen kalder det en 'katastrofal måling' og siger, at de mange kriser i Moderaterne har slidt på partiets varemærke.
»Det begynder jo at nærme sig noget, man kan kalde frit fald,« mener han.
»Moderaternes problem er, at det her er krise på krise, og det er alt sammen noget, der handler om det samme emne: Folk, der ikke bliver behandlet godt.«