Er landets statsminister, Mette Frederiksen, på vej mod posten som kommende NATO-generalsekretær?
Det er et af de helt store spørgsmål, der bliver drøftet ved dette års Folkemøde.
B.T. har testet Mette Frederiksen ved at spørge, om hun vil sige følgende sætning:
'Hvis jeg får tilbudt jobbet som NATO-generalsekretær, så vil jeg ikke tage jobbet.'
Men det vil Mette Frederiksen ikke sige.
»Det er meget sjældent, at jeg siger præcist det, B.T. beder mig om, fordi så vil Danmark se helt anderledes ud, end Danmark gør. Så du spørger, og jeg svarer,« siger Mette Frederiksen.
Væddemål med DR-profil
Statsministeren indgik ellers torsdag et væddemål med DRs korrespondent og tv-vært Stephanie Surrugue, om hvorvidt Mette Frederiksen fortsat er statsminister til efteråret.
»Jeg har i øvrigt indgået et væddemål med Stephanie. Hun skylder mig en flaske vin, når jeg selvfølgelig stadig er statsminister i Danmark til efteråret,« skrev Mette Frederiksen i en instagram-story torsdag.
Og noget kunne tyde på, at det er et væddemål, som Mette Frederiksen vinder.
Ifølge flere norske mediers anonyme kilder har den amerikanske præsident, Joe Biden, bedt den nuværende generalsekretær i NATO, Jens Stoltenberg, om at forlænge sin kontrakt med et år.
Ikke desto mindre er intet afgjort endnu, og Mette Frederiksen er endnu ikke ude af ligningen. For Jens Stoltenberg har efter sigende ikke reageret på anmodningen endnu, lyder det i flere medier.
Nægter at svare
Derfor spurgte B.T. Mette Frederiksen, om hun oven på sit væddemål med DR-journalisten også direkte vil afvise at sige ja til jobbet som generalsekretær, hvis hun bliver tilbudt det.
Men hun ville som sagt ikke tage sætningen i sin mund.
Synes du ikke, at du skylder vælgerne at finde ud af, om du vil være deres statsminister, eller om du er på vej videre?
»Jeg er statsminister, og det er jeg glad for, og det ønsker jeg at blive ved med at være,« siger Mette Frederiksen
Tidligere har det amerikanske medie Politico skrevet, at Mette Frederiksen er 'en seriøs kandidat' til posten som NATO-generalsekretær efter Jens Stoltenberg.
Hør det seneste afsnit af B.T.s politske podcast 'Slottet og Sumpen' her: