Den københavnske børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) er træt af blødsødne lærere, der ikke har høje nok forventninger til eleverne. Og af elever der ikke får lavet deres lektier. Derfor skal der nu stilles højere krav til både elever og lærere. Sådan lyder det fra Pia Allerslev.

»Lærerne har fokus på, at eleverne skal lære noget, men jeg oplever også, at hvis eleverne er pressede, ikke får hjælp derhjemme eller er vrangvillige, så virker det på mig, som om vores lærere simpelthen ikke er gode nok til at gå ind og tage fat om dem og fortælle dem, hvor vigtigt det er, at de lever op til forventningerne og kravene,« siger Pia Allerslev til bt.dk.

Og løsningen på det er blandt andet at indføre det, som Pia Allerslev kalder for »moderne eftersidninger«. Hun forklarer, at elever fra 4. eller 5. klasse er gamle nok til, at få en eftersidning.

Ikke en straf
Det handler dog ikke om gammeldags eftersidninger, hvor uvorne elever skal vaske kridt af tavlen eller rense spytbakken. De moderne eftersidninger skal være en form for udvidet lektiecafé, hvor elever, der ikke har lavet deres lektier, skal blive på skolen og lave dem.

»Lærerne er i første række i forhold til at tage ansvar for de elever, der ikke kan få hjælp derhjemme. Der skal lærerne sætte sig ned med eleverne efter skole og få lavet de lektier,« siger Pia Allerslev, der ikke vil kalde det en straf af få en moderne eftersidning. Det er derimod en »konsekvens«.

»Det er en konsekvens af, at man ikke har lavet sine lektier. Der har der ikke været konsekvenser af i mange, mange år i folkeskolen. Så det mangler vi, for de børn vi tager, er dem, der har allermest brug for hjælpen,« siger hun.

Gammelt forslag
Venstres børne- og ungdomsborgmester har faktisk allerede luftet tanken om at skrue op for disciplinen i folkeskolen. To gange endda. I februar 2012 og igen da hun i slutningen af 2013 satte sig i borgmesterstolen med ansvaret for Københavns folkeskoler.

Men i halvandet år på posten er der ikke sket noget. På grund af travlhed forklarer Pia Allerslev og manglende opbakning.

»Da jeg foreslog det første gang, stod vi foran at skulle sætte folkeskolereformen godt i gang. Så der manglede ro til også at indføre de moderne eftersidninger,« forklarer Allerslev, der også peger på, at der ikke var politisk opbakning til forslaget dengang.

Lærerne siger nej tak
I Københavns Lærerforening er der ikke mange rosende ord til Allerslev eftersidningsprojekt, som, formand Jan Trojaborg mener, ikke vil hjælpe eleverne.

»De elever, der skal til eftersidning, vil blive totalt demotiverede af det, for det er jo en straf. Alt psykologisk forskning siger, at man ikke lærer noget ved at blive straffet,« siger han og kalder forslaget for »gammeldags«.

»Så jeg synes, det er meget mærkeligt at Pia Allerslev som borgmester for skoleområdet går ud med noget så gammeldags, som der ikke er belæg for i nogen form for forskning eller sund fornuft. Det skuffer mig,« siger han.