Regeringen burde have været hurtigere ude med at forklare udlandet om den danske grænseaftale, mener statsministeren.
Efter en måneds primært tysk opstandelse over den danske grænseaftale medgiver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at den danske regering burde have været hurtigere til at orientere de omkringliggende lande om indholdet af den danske aftale.
- Der kunne måske godt have været en bedre forhåndsinformation, end der har været. Men livet leves jo forlæns, siger Lars Løkke Rasmussen.
Tidligere topdiplomater stod i weekenden frem i Berlingske med kritik af regeringen for ikke forlods at have orienteret ikke mindst Tyskland om indholdet af den danske grænseaftale. Og det var først efter at aftalen blev indgået mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, at regeringen første gang orienterede om aftalen.
Læs også: Lene E: Bomhuse er kun til toldernes computere
Lars Løkke Rasmussen påpeger dog, at han selv var hurtigt fremme med et opkald til EU Kommissionens formand, José Manuel Barroso, da den danske aftale var indgået.
- Umiddelbart efter vi indgik aftalen, ringede jeg selv til Kommissionens præsident for at gøre ham opmærksom på karakteren af den aftale, siger Lars Løkke Rasmussen om forløbet, hvor kommissionens formand havde sendt ham et usædvanligt skarpt formuleret brev om EU-systemets betænkeligheder ved de danske planer.
Løkke understreger, at han 'står fuldt på mål' for den aftale, der er indgået. Han gør samtidig op med DF-formand Pia Kjærsgaards første udlægning af grænseaftalen, hvor hun sagde, at den danske grænsekontrol nu vil svare til tiden før Danmark kom ind i Schengen-aftalen i 2001.
- Det er jeg ikke enig i. Det her er en forstærket toldkontrol ved de danske grænser, som skaber en markant bedre toldkontrol, end den vi har i dag. Men det er jo ikke den gamle grænse med paskontrol, siger Lars Løkke Rasmussen.
Læs også: Lene E's charmeoffensiv virkede ikke
Udtalelserne fandt sted i et interview med TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, der spurgte, hvorfor han ikke prikkede hende på skuldrene for at få hende til at korrigere udtalelsen. Hertil svarede statsministeren:
- Min opgave er ikke at prikke nogen på skulderen. Min opgave er at indgå nogle politiske aftaler, og hvis du læser den politiske aftale, så kan du meget klart se, hvad sigtet er.
Lars Løkke Rasmussen siger samtidig, at det efter hans opfattelse er relativt få udenlandske medier, der på det seneste har beskæftiget sig med grænseaftalen.
- Jeg et helt med på, at sådan som billedet har stået i nogle i virkeligheden relativt få udenlandske medier - vi får jo et indtryk af, at resten af Europa diskuterer det her - men jeg tjekkede lige alle de internationale aviser hen over weekenden, og det er jo altså ikke sådan, at vi fylder de internationale aviser, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ikke desto mindre har udenrigsminister Lene Espersen (K) i dag været på diplomatisk charmeoffensiv i Tyskland, hvor hun mødte sin tyskre kollega, Guido Westerwelle.