Indtil for få dage siden havde stort set ingen vel talt om muligheden for at løse den tilsyneladende gordiske topskatteknude ved at udvide regeringen og indlemme Liberal Alliance og de Konservative i den.
Og det skal understreges, at det fortsat ikke er sikkert, at Løkkes invitation til de to partier rent faktisk løser problemet.
Men med sit udspil har Lars Løkke Rasmussen åbnet en dør.
Og han har givet sig selv og regeringen en mulighed for at overleve en situation, der indtil for nylig blev vurderet af de fleste til at ende i et folketingsvalg.
Et folketingsvalg, der ifølge meningsmålingerne så ud til at ende i et magtskifte i dansk politik. Og dermed formentlig også i et farvel til Lars Løkke Rasmussen.
Berlingskes Politiko har har kigget tilbage i den politiske historie og fundet fire eksempler, hvor Lars Løkke Rasmussen har overrasket med et taktisk træk eller deltagelse i en vigtig reform.
Formandsopgøret i 2014
Det er næppe for meget at sige, at Lars Løkke Rasmussen hang i den tyndeste sytråd over den dybeste politiske afgrund, da han 3. juni 2014 omkring middag satte sig ind i sin bil og blev kørt fra Christiansborg til Odense Congress Center.
Kort inden havde ni medlemmer af Venstres folketingsgruppe på partiets gruppemøde fortalt Løkke, at de ikke længere kunne bakke ham op som formand for Venstre.
De ville i stedet pege på næstformand Kristian Jensen på aftenens møde i Odense, hvor Løkkes fremtid skulle diskuteres og afgøres af partiets hovedbestyrelse.
Forinden var gået et tumultarisk forløb, hvor Løkke igen var kommet i massiv modvind i sit eget parti på grund af en sag om bilag og brug af andres penge. Bl.a. havde han brugt 152.000 kroner af partiets midler på tøj og sko til sig selv.
Tilliden til Løkke som formand var ikke bare slidt op blandt de ni folketingsmedlemmer, men også i store dele af baglandet. Tålmodigheden med Løkke var brugt op.
Bilagssagen om tøj og sko kom kun cirka et halvt år efter, han havde været ude i et andet stormvejr om sin person og brug af andres midler i det, der blev døbt GGGI-sagen. Her havde Løkke bl.a. rejst på første klasse ni gange, og GGGI havde betalt en flybillet for Løkkes datter.
Da Venstre fik et katastrofalt europa-parlamentsvalget den 25. maj 2014, indkaldte Løkke til mødet i Odense, hvor hans fremtid skulle diskuteres.
»Venstre er i krise. Vi har brug for at slikke vores sår. Vi har brug for at tale sammen,« sagde Løkke:
»Diskussionerne i de sidste par uger har skygget og taget opmærksomhed fra Venstres politik. Det ansvar tager jeg på mig.«
De kommende ni dage frem til mødet i Odense kunne Løkke så se opbakningen til ham smuldre. Den ene lokalforening efter den anden trak støtten til ham, og der blev arbejdet på at samle et flertal for at vælte Løkke.
Da hovedbestyrelsen og de delegerede mødtes den 3. juni, kunne Kristian Jensens lejr se, at der var opbakning til at vælte Løkke.
Løkkes skæbne syntes beseglet.
Men på det berømte møde i kælderen under Odense Congress Center, lykkedes det Lars Løkke Rasmussen at nå til enighed med Kristian Jensen om, at Løkke fortsatte, og at de to nok indgik i et formandskab med Kristian Jensen som næstformand.
Ifølge en bog om forløbet truede Løkke under mødet Kristian Jensen med at trække ham med ned og sørge for, at Søren Gade i stedet blev Løkkes afløser.
Kristian Jensen sagde efterfølgende, at han havde undladt at udfordre Løkke for ikke at splitte partiet. Men at han kunne have vundet over Løkke.
Hvad der præcis blev sagt i kælderen, da Løkke til de flestes overraskelse overlevede som Venstre-formand, er endnu uvist for offentligheden.
Men faktum er, at Løkke kunne fortsætte som formand. Og at han et år senere igen blev statsminister i Danmark.
Tilbagetrækningsreformen i 2011
Lars Løkke Rasmussen var ikke selv tilstede den aften i Finansministeriet.
Det var nemlig hans finansminister Claus Hjort Frederiksen, der som forhandlingsleder filede de sidste knaster af vejen og sikrede, at den daværende VK-regering, DF og de Radikale den Maj-aften i 2011 kunne præsentere tilbagetrækningsreformen.
En reform, der blandt andet afkortede efterlønnen og hævede pensionsalderen. Og som drev en kile ned gennem oppositionen. En kile, hvis virkning fortsatte langt ind i den efterfølgende S-R-SF-regerings levetid.
Men det var Lars Løkke Rasmussen, der i sin nytårstale 1. januar 2011 havde lagt kimen til reformen og overrasket ved at foreslå efterlønnen afskaffet for danskere under 45 år.
Efterlønnen var dengang et sprængfarligt politisk emne – ikke mindst på grund af virakken omkring Poul Nyrups løftebrud i 1998 om samme emne.
Og forhandlingerne var da også både langstrakte og barske, inden Claus Hjort Frederiksen, Margrethe Vestager, Lars Barfoed og Pia Kjærsgaard plus deres sekundanter trådte ud gennem glasdøren fem måneder senere med en aftale i hånden.
Løkke satte alt på et bræt med sin tale og regeringens efterfølgende udspil til en tilbagetrækningsreform. Og udover den overraskende aftale, var Løkke sågar tæt på at vinde det folketingsvalg, der blev afholdt i efteråret 2011.
Det gjorde han som bekendt ikke, men han fik sin tilbagetrækningsreform og slap levende fra at tage offentlige goder fra de midtervælgere, der ellers kan kvase enhver politiker.
Skattereformen i 2012 og Finansloven i 2013
»Enhedslistens tillid til regeringen er på nuværende tidspunkt ikke-eksisterende. Vi er ikke længere regeringens støtteparti.«
Ordene er Johanne Schmidt-Nielsens. Året er 2012. Årsagen er den daværende SRSF-regerings skattereform, som blev til med opbakning fra Venstre og de Konservative.
Den var dengang, en hidsig Johanne Schmidt-Nielsen mente, at reformen var at »pisse« på de vælgere, der havde stemt rødt ved folketingsvalget i 2011 for at gøre op med den »ulighedsskabende politik«, Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard ifølge Johanne Schmidt-Nielsen havde ført op gennem 00erne.
Forhandlingsforløbet var alt andet end kønt for Venstre og Løkke dengang, og den nuværende statsminister fik kritik for at have fejllæst situationen, da han afbrød forhandlingerne og rejste udenlands.
Men aftalen var en stor overraskelse – en »chokaftale« ifølge politisk kommentator Hans Engell –og den fremkaldte betragtelig uro i såvel Enhedslistens som SFs bagland, ligesom den medvirkede til, at Enhedslisten for eftertiden altså ikke længere var regeringens støtteparti.
Året efter lykkedes det igen Lars Løkke Rasmussen at vriste regeringen ud af Enhedslistens favn, da han sammen med de Konservative indgik en finanslovsaftale med finansminister Bjarne Corydon og de Radikales politiske leder Margrethe Vestager.
Det var dengang, der blev joket om, at det mest røde i de afgørende timer i forhandlingslokalet var de bøffer, der blev serveret – finanslovsaftalen inklusiv. Få måneder senere – i januar 2014 – trådte SF i øvrigt ud af Helle Thorning-Schmidts regering.
Strukturreformen i 2005
Et af Lars Løkkes absolut største politiske aftryk er Strukturreformen (også kaldet kommunalreformen).
I 2004 fremlagde Løkke som indenrigsminister et forslag, der endte med at munde ud i, at landets kommuner fra 1. januar 2007 blev skåret ned fra 271 til de nuværende 98. Samtidig blev de 13 amter erstattet af de nuværende fem regioner.
Men inden var gået et langt og hårdt forhandlingsforløb med flere sammenbrud og med splittelse internt i VK-regeringen.
De Konservative ville have færre regioner, og samtidig bøvlede Løkke med at få både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med i en bred aftale, så den kunne række langt frem i tiden.
Flere gange var han tæt på at lande en aftale henover midten med Socialdemokratiet, men da det ikke kunne lade sig gøre, lukkede Løkke til sidst en aftale med kun Dansk Folkeparti.
Efter aftalen blev en lovpakke med 50 lovforslag udarbejdet, og da de blev sendt til afstemning fik godt halvdelen opbakning fra flere oppositionspartier.
Aftalen regnes som en af Løkkes største sejre som politiker, fordi den var så omfattende og ændrede Danmarkskortet.
