Det er knap en uge siden, at Dansk Folkepartis store stjerne i Nordjylland, Kristoffer Hjort Storm, forlod partiet. ​

Nu gør flere ham kunsten efter.

Fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer i partiets lokalforening i Rebild meldte torsdag deres exit. I dagene op til har 12 medlemmer i kommunen gjort det samme.

Og det er et stort problem for Morten Messerschmidt, mener B.T.’s politiske redaktør Anders Leonhard.

»De to ting i sig selv er jo ikke et knockout. Men det er endnu en lussing til formanden, som kan udvikle sig til et meget stort problem, hvis han ikke snart får ro på baglandet.«

»Udmeldingen viser jo endnu en gang, at der findes lommer – særligt i Jylland – hvor opbakningen til Messerschmidt ikke er så stor, som man gik og troede, og hvor man reagerer meget negativt på tonen fra både formanden og Pia Kjærsgaard.«

Netop tonen er da også noget af det, som den tidligere formand i lokalbestyrelsen, Tommy Degn, peger på, som det, der fik bægret til at flyde over.

»Politiken er der som sådan ikke noget galt med. Men vi diskuterer jo ikke politik. Vi diskuterer alt det andet, og det er altså både træls og pinligt, forklarede han til B.T.

Allerede nu spår politisk redaktør Anders Leonhard ikke gode resultater for partiet, som i meningsmålingerne står til omkring fire procent af stemmerne.

»De får ikke et kanonvalg, og afhængigt af, hvad der sker frem mod valget, kan det blive rigtig grimt,« forklarer han.

Her er det især rygterne om et nyt parti fra Inger Støjberg med mulig deltagelse fra Kristian Thulesen Dahl, som bør bekymre Dansk Folkeparti.

»Rebild ligger i en del af landet, hvor der er stor opbakning til Inger Støjberg og Thulesen Dahl, og det kan blive rigtig svært for DF at hive stemmer hjem i de egne, hvis rygterne viser sig at tale sandt.«

Da Inger Støjberg for nylig fejrede, at hun havde fået fodlænken af, gjorde hun det på et slot i Hadsund, som ligger kun 20 minutter fra Rebild.

»Morten Messerschmidt skal sørge for, at den her oprørske stemning i partiet ikke spreder sig. Ellers står han i store problemer,« siger Anders Leonhard.