Byrådspolitiker i Aalborg Kristoffer Hjort Storm annoncerede fredag aften, at han melder sig ud af Dansk Folkeparti.

»Jeg kunne i bund og grund ikke se andre muligheder. Jeg troede ikke længere på, at partiet kunne vende skuden, og så er det bedst for både mig og DF, at vores veje skilles nu,« fortæller han til B.T.

Han forklarer, at det har været en lang og svær beslutning at træffe, og at det i lille grad er partiets politik, som i sidste ende gjorde udfaldet.

»Der er meget af det politiske, jeg er enig i stadigvæk. Så det er mere alt det andet, der har været afgørende.«

Med alt det andet mener du så den interne fnidder, splid og læk fra fortrolige møder?

»Ja, blandet andet. Og så føler jeg ikke, at der er de rigtige folk i partiet, til at få det tilbage på ret køl,« siger Kristoffer Hjort Storm.

Det er egentlig ikke partiets formand, Morten Messerschmidt, som den tidligere DF'er ikke har tiltro til, forklarer han. Men nogle af folkene omkring ham. Han vil dog ikke komme det nærmere.

Og netop formanden, bliver da også efterladt i lidt af en kattepine nu, mener B.T.'s politiske redaktør Anders Leonhard.

»Kristoffer Hjort Storm var partiets stjerne i Nordjylland. Uden ham står de i en rigtig skidt situation, når der kommer et folketingsvalg,« siger han og fortsætter:

»Morten Messerschmidt kan simpelthen ikke tåle, at mange flere af de unge i partiet gør det samme, men det kan man godt frygte på bagkant af den her udmelding.«

Om krisen i Dansk Folkeparti vil blive større af, at de nu har mistet et ungt talent og mulig folketingskandidat er svært at sige med sikkerhed. Og det er heller ikke længere aalborgpolitikerens bekymring.

»Jeg har kæmpet så meget for partiet, og jeg har været loyal hele vejen igennem. Men jeg havde ikke mere kamp i mig nu, og jeg er lettet over, at nyheden er ude, siger Kristoffer Hjort Storm.

Han fortsætter i byrådet, men hvad fremtiden ellers bringer, kan og vil han ikke sige med sikkerhed.

»Jeg håber på en fremtid i politik, men det er jo også op til vælgerne. Jeg kan sige, at jeg ikke er på vej ind i et nyt parti, og hvad der sker på sigt ved jeg ikke. Lige nu skal jeg bare holde weekend.«