Med det afgørende mandat har Radikale Venstre nu udpeget en ny formand for Kommunernes Landsforening.
Dermed mister Socialdemokratiet og Aarhus-borgmester, Jacob Bundsgaard, posten og lider et »stort prestigetab«
Det mener Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
»Formandsposten er ikke på den måde en politisk post. Man skal ikke overdrive den politiske indflydelse af at være formand. Man kan ikke lave mange politiske drejninger eller give linjen en klar partipolitisk tone. Men der er rigtig meget symbolik og prestige i posten.«
»Og politik handler jo også om prestige. Der er et rigtig stort prestigetab for Socialdemokratiet i det her. De ville ønske, at de kunne have sagt, at de også fik denne post. Det handler om prestige, og derfor gør det ondt på dem,« siger han.
Radikale Venstre har i stedet valgt at pege på Martin Damm fra Venstre som ny formand. Martin Damm sad også som formand før Jacob Bundsgaard.
De seneste fire år har han siddet som næstformand.
At pilen, i denne omgang peger i en anden retning end Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, vil kunne mærkes i den røde blok, siger Roger Buch.
»Der er formentlig rigtig mange sure miner hos Socialdemokratiet og den røde blok i forhold til at de Radikale vælger at pege i den retning.«
Roger Buch forklarer, at KLs linje formentlig ikke vil ændre sig med formandsskiftet.
»Det bliver formentlig 99 procent det samme, KL vil mene efter skiftet. Linjen kommer ikke til at ændre sig. Der er en udpræget konsensuskultur i kommunerne og endnu mere i KL,« siger han.