Lars Løkke Rasmussen skal ikke belære mig om krisebevidsthed! Hvad bilder han sig ind?

Nogenlunde sådan lød ordene fra en læser af denne klumme, da hun ringede til undertegnede torsdag. Og jeg forstår hende godt!

Den kvindelige læser var fortørnet over, at Lars Løkke var blevet vred over at blive stillet spørgsmål om Jon Stephensen til et pressemøde, som handlede om flere penge til Ukraine.

Hun var forarget over, at Løkke efter hendes opfattelse brugte krigen i Ukraine som undskyldning for ikke at kunne svare på spørgsmål om sin skandaleombruste kulturordfører i Moderaterne, Jon Stephensen.

I det hele taget var hun træt af, at Lars Løkke bliver ved med at appellere til danskernes krisebevidsthed.

Sandt er det, at der er krig i Ukraine.

Sandt er det, at Lars Løkke og de andre statsministre gennem de sidste årtier ikke har formået at løse de strukturelle problemer vores velfærdssamfund står over.

Det vil sige mangel på arbejdskraft, en offentlig sektor som bliver dyrere og dyrere, uden at danskerne føler, at kvaliteten stiger tilsvarende. Et forsvar i så dårlig i stand, at vi ikke kan leve op til de løfter, Lars Løkke og Mette Frederiksen og deres partier har givet NATO for mange år siden.

De politikere, som har hovedansvaret for problemerne, skal nu løse dem.

Lars Løkke vil gerne have ro til den opgave.

Derfor passer det ham dårligt, når B.T.s journalist, Tine Toft, spørger ind til Jon Stephensen-sagen under et pressemøde om Ukraine. Ifølge Lars Løkke var det simpelthen pinligt for dansk presse.

Det er da også irriterende - særligt fordi sagen om Jon Stephensen bliver mere og mere betændt.

I denne uge lækkede Børsen en længere udgave af den lydfil, hvor man angiveligt kan høre Jon Stephensen skriver under på et dokument med en anden navn.

Altså begå dokumentfalsk.

Den længere udgave fjerner alt tvivl om det rent faktisk er Jon Stephensen, man kan høre på filen. Det er det. Det har Stephensen også selv erkendt nu.

Det kunne han jo have erkendt allerede, da den første del af lydfilen kom frem, men det gjorde han ikke.

I stedet henviste Stephensen og Lars Løkke til det civile søgsmål Jon Stephensen har anlagt mod bestyrelsesformanden for Aveny-T, Henning Dyremose, fordi han har anklaget Stephensen for at forfalske en underskrift.

Lad mig i den forbindelse komme med en forudsigelse.

Den retssag bliver aldrig til noget.

Stephensens advokat hedder Bjarke Vejby. Han har tidligere repræsenteret de tidligere politkere Naser Khader og Anna Mee Allerslev i injuriesager.

I begge tilfælde blev sagerne droppet, inden de nåede for en dommer. Med det bevismateriale, som allerede er kendt, så kommer det også til at ske her. Vent og se.

Stephensens injuriesag handler nemlig om noget andet. Den handler om at købe sig tid og intimidere modstanderen.

Lars Løkke skal holde op med at blive sur over helt legitime spørgsmål, og han skal stoppe med at gemme sig bag krigen i Ukraine og en appel til danskernes krisebevidsthed.

Som den vrede B.T.-læser sagde til mig:

“Jeg har en lille virksomhed og har under corona levet i en konstant krisetilstand. Jeg vidste ikke om det endte med, at jeg skulle dreje nøglen om. Jeg er krisebevidst.”

Løkke og Jon Stephensen må finde sig i, at der bliver stillet spørgsmål.

Lev med det!